Pinse
Om pinse

Om pinse

Pinse er efter jul og påske kirkens tredje store højtid. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste. Det betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske.

Pinsen er festen for Helligåndens komme. Her fejrer vi, at Helligånden, som er Guds ånd, kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.

Kirkens fødselsdag

Pinsen er helt centralt for den kristne kirkes begyndelse, for da Helligånden kom til disciplene, blev de sendt ud i verden for at dele deres tro på Jesus med alle.

Som tegn på, at de havde fået Guds ånd, begyndte de at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber, menigheder. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødseldag.

Fortællingen om pinseunderet betyder, at Gud igen var til stede i verden. Ligesom Gud før var til stede i sin søn, Jesus, er Gud det nu gennem sin ånd. Det fællesskab, der opstod omkring Jesus, da han levede på jorden, døde og opstod, skulle nu udbredes til hele verden.

Helligånden

Helligånden, som vi fejrer i pinsen, forstås bedst som Guds enorme kraft, som skaber tro og håb i mennesket, og som binder mennesker sammen i fællesskaber. Gennem Helligånden er Gud til stede blandt mennesker.

Helligånden er ligesom vinden og åndedrættet usynlig, men afgørende for menneskets liv.  

Fordi Helligånden er usynlig, taler vi ofte om den i billedsprog. 
De mest almindelige symboler på Helligånden er duen, ilden og vinden. Læs mere om symbolerne her.

Den jødiske pinsefest

Oprindeligt er pinsen en jødisk fest, der markerer den jødiske påskes afslutning, og minder om den pagt Moses indgik på Sinai bjerget, hvor han fik lovens tavler. Den jødiske pinsefest er samtidig en høstfest, som blev fejret med valfart til Jerusalem. Derfor var der altid jøder fra mange folkeslag i Jerusalem til pinse. Kirken har overtaget festen, og givet den sit eget indhold, nemlig fejringen af Helligåndens komme til verden.

I Danmark forbinder mange højtiden med N.F.S. Grundtvigs pinsesalmer. Især i salmen I al sin glans nu stråler solen, (Salmebogen nr. 290), hvor Helligåndens komme sammenlignes med sommerens komme i den danske natur. Hør salmen her