Af biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt 

Helligdagene bliver diskuteret. Det er klart, at regeringen kan dekretere, at bestemte helligdage skal være arbejdsdage, og at befolkningens flertal som følge deraf ikke uden videre har fri til at gå til gudstjeneste – medmindre man prioriterer det så højt, at man selv vil spendere en fridag på det.

Det vil ikke være et særlig folkekirke-venligt dekret. Det var det heller ikke, da den forrige regering gik til angreb på søndagene gennem ændringer i lukkeloven. Politik har sit eget rationale, og folkekirken er naiv, hvis den tror, at hensynet til den står højt på politikeres prioriteringsliste.

Det gør derimod medier, gallup-undersøgelser og magtfulde organisationers udtalelser, for de har som regel direkte indflydelse på bevægelser blandt vælgerne. Derfor tyder også noget på, at man alligevel ikke rører ved helligdagene eller nøjes med at ’slagte’ en enkelt.

Hvad skal folkekirken gøre, hvis helligdagene bliver berørt?
Den vil tydeligvis først blive inddraget, når/hvis en beslutning er taget. Kirken må selvfølgelig overveje, om den pågældende dag er så vigtig, at vi vil blæse på lovgivningen i den forstand, at vi kører videre med gudstjenester på de pågældende dage.

Statskirke eller ej – ingen vil kunne forhindre menighedsråd, præster og biskopper i at træffe en sådan beslutning. Men der er selvfølgelig også en pris at betale for en sådan beslutning, nemlig at kirken kommer til at isolere sig lidt mere i forhold til den virkelighed, som vil være flertallet af dens medlemmers. Det vil ikke være en helt enkel beslutning.

Hvis nu politikerne havde spurgt mig, inden de bragte helligdagene i spil, hvad ville jeg så have sagt? Man kunne pege på deres kirkelige betydning og tradition, og det ville jeg sikkert gøre, men jeg ville også være klar over, at det ikke ville tælle meget.

Helligtrekonger er vigtigere end Store bededag
For det første ville man ikke kunne anføre en uomgængelig kirkelig begrundelse for f.eks. store bededag; de allerfleste af os er bevidste om, at der er et hierarki blandt helligdagene, og kirkeligt set ville hellig tre kongers dag være en vigtigere helligdag end bededag.

Anden pinsedag er blevet friluftsgudstjenesternes dag
For det andet har de skæve helligdage aldrig haft store folkelig bevågenhed som ’hellige’, dvs. som anledning til kirkegang. Sjovt nok er anden pinsedag ved at få det gennem de talrige velbesøgte friluftsgudstjenester. Store bededag har det også, men kun de steder, hvor den bruges som konfirmationsdag.

En mere folkelig argumentation kunne henlede opmærksomheden på deres værdi som åndehuller for den enkelte og familierne i en stadigt mere hektisk hverdag. Den vil givetvis have mere politisk gennemslagskraft, fordi politikerne udmærket er klar over, at det kan koste samfundsmæssigt mere at fjerne sådanne åndehuller, end der kan hentes hjem på BNP-regnskabet ved at gøre dem til arbejdsdage.

Behov for fælles højtider
En tredje begrundelse kunne være behovet for fælles højtider. I enhver familie ved man, at de fælles højtider har den største betydning med henblik på at holde sammen på familien. Der skal være nogle dage, som man ser hen imod, glæder sig til og efterfølgende tænker tilbage på.

For nylig er vi blevet belært om, at virkelig gavn af motion får man kun, hvis der er nogle ’peaks’ , hvor hjerte, blodløb og åndedrag kommer op i et højere gear. Sådan er det også i en familie – familiehøjtiderne forlænger dennes liv som familie. Og faktisk er der blevet flere af dem i de senere år: 30-års fødselsdage, halvrunde bryllupsdage, jubilæer o.l.

Vi har også som et samfund behov for ’høje tider’ – på fejringer, som vi alle ser hen til, og som drager bestemte traditioner til sig. Og den funktion har faktisk også de skæve helligdage. Det er slet ikke så tosset, at vi mødes hos bageren forud for store bededagsaften for at forsyne os med varme hveder. De skæve helligdage sætter simpelthen et højere perspektiv for tilværelsen, uanset hvor rudimentær folks viden om deres kirkelige begrundelse er blevet. Det vil samfundsmæssigt og åndeligt være torskedumt at begynde at reducere i antallet af helligdage.