Kirker og moskéer i København

Af domprovst i Københavns Stift, Anders Gadegaard

For godt 100 år siden blev der bygget kirker i København som aldrig før. Befolkningstilvæksten var så voldsom, at der var brug for mange flere kirker. Den københavnske kirkesag, som senere blev til Kirkefondet, havde sin storhedstid i de år, og fik gennemført en imponerende række af byggerier. Ofte godt hjulpet af det offentlige, både stat og kommune, med grund og byggetilladelser.

I dag, 100 år efter, er situationen en ganske anden. Kirkefondet har ingen penge og leder efter en eksistensberettigelse. Og der er blevet betydeligt færre københavnere i løbet af det 20. årh.s anden halvdel, så de kirkebygninger, der i den grad var behov for dengang for 100 år siden, er for en dels vedkommende i dag overflødige som sognekirker.

De kirkesøgende københavnere kunne med lethed klare sig med 10-20 færre kirker i byen end vi har i dag. Og hvis vi skal holde medlemsbidraget på det nuværende niveau i København, bliver vi simpelthen nødt til at tage kirker ud af brug. Men det betyder ikke, at vi ikke har mange andre gode kirkelige formål for disse bygninger.

Eksempelvis kunne vi begynde med at stille flere kirker til rådighed for de mange nye kristne migrantmenigheder, der er dukket op i byen. En undersøgelse viser, at ca. 1/3 af alle kirkegængere om søndagen i København – er kristne indvandrere! Det ville klæde folkekirken at byde flere af disse menigheder indenfor i vore kirkebygninger. Man kunne leje kirker ud til disse menigheder for nul kr. mod, at menighederne selv stod for drift og vedligeholdelse – det sidste i samarbejde med ejeren, folkekirken, naturligvis. Måske kunne disse menigheders vitalitet ligefrem bidrage til, at folkekirkemenigheder i samme lokalområde fik inspiration og nyt liv ved et sådant partnerskab.

Selv om der altså befinder sig flere kirker i København end nødvendigt, er der stadig behov for nye investeringer i kirkebyggeri. I de områder af byen, hvor der bygges nye boligområder (primært Ørestaden og Sydhavnen), bør der snarest opføres moderne tidssvarende nye kirker, som passer til de nye bymiljøer. Skal det være muligt, kræver det, at andre kirker sælges/nedlægges for at skaffe den nødvendige kapital. Det kræver visioner og et stærkt samarbejde mellem de involverede menigheder. – Og det kræver velvilje som i gamle dage fra de offentlige myndigheders side med hensyn til at finde en grund og få etableret de nødvendige byggetilladelser.

Med ca. 2/3 af den københavnske befolkning som medlemmer af folkekirken forpligter denne majoritets-situation i forhold til de mange mindretalstrossamfund. Det gælder som nævnt de mange små nye kristne menigheder. Men det gælder også andre trossamfund, herunder især de muslimske, fordi der i dag er så mange i København. Vi er som flertalskristne forpligtede på at bidrage til at sikre mindretals-trossamfundene gode kår, hvis vi med god samvittighed skal nyde de særlige kår, vi har med Grundlovens paragraf 4’s forsikring om, at staten understøtter folkekirken. Vi er særligt begunstigede ved at have mange bygninger til rådighed, skaffet til veje til dels ved indsamlinger til dels ved hjælp fra det offentlige. Derfor bør vi også hjælpe andre til, at det kan lade sig gøre at få skabt rammer for religionsudøvelsen.

Det er derfor med stor tilfredshed, at vi nu – endelig – kan konstatere, at kommunen har givet tilladelse til opførelse af to stormoskéer i København, en for det shiamuslimske mindretal blandt de københavnske muslimer i Nordvest og en for det store sunnimuslimske flertal organiseret i Muslimernes Fællesråd på Amager. Og naturligvis skal bygningerne kunne opføres med smukke minareter, ligesom vi jo også opfører kirker med tårne – bare lokalplanernes regler overholdes. Det er kun naturligt, at de to hovedretninger indenfor Islam satser på hver sin helligdom i København – svarende til, at vi med vore kristne konfessioner har hver vore kirkebygninger. Vi kan derfor også forvente, at forkyndelsen og aktiviteterne i de to moskeer vil være forskellige.

Jeg er overbevist om, at det vil fremme integrationen og sameksistensen mellem muslimer og kristne i København, at muslimerne får et par store og tydelige bygninger, hvor de kan praktisere deres tro og organisere og afholde mange religiøse, kulturelle og sociale aktiviteter. Udfordringen ligger i at holde dørene åbne for hinanden uanset tro og uanset trosretning, så dér, hvor der er mulighed for samarbejde på trods af forskellig tro, da at gøre det. Og denne form for åbenhed er netop lettest, når det også er synligt, hvor trossamfundene har hjemme.
      
  
    

Klummen

Klummen på folkekirken.dk, som skrives af folkekirkens ti domprovster på skift. En domprovst er biskoppens stedfortræder og provst i stiftets domprovsti