Af domprovst i Københavns Stift, Anders Gadegaard

Den 22.9. blev jeg særligt glad for vores folkekirke, da jeg åbnede Kristeligt Dagblad.
For her kunne man fortælle om, at et forslag om at genindvie Brorsonskirken efter besøg af de irakiske flygtninge og politiets rydning af kirken blev godt og grundigt skudt ned af såvel bisp som menighedsrådsformand og lokal Nørrebropræst. Og argumenterne var uigendrivelige. For det første har Brorsonskirken været benyttet til forkyndelse af kristendom under hele forløbet. For det andet ville en genindvielse rejse hele spørgsmålet om, hvad det vil sige, at en kirke er hellig, på den mest uheldige måde. Og for det tredje har Københavns biskop jo ret i, at det er et umuligt forehavende at begynde at patruljere kirkerne for at finde ud af, hvornår de er blevet benyttet på en måde, som kræver nytilført hellighed.

Det var da også tydeligt, at de, som ønskede en genindvielse, havde hver sin (politiske) dagsorden for det. Én ville dermed sige, at det var irakerne, der havde tilsmudset kirkebygningen, en anden at det var politiet - og en tredje, at det var menighedens brug af kirken til et politisk formål. Dermed illustrerede de selv på bedste vis det umulige i forehavenet.

En kirkebygning skal betragtes som et helligsted, ingen tvivl om det. Her lyder den kristne forkyndelse, og her kommer vi sammen, når der står allermest på spil i livet: Ved fødsel og død, ved højtider, i glæde og i sorg. Derfor skal kirken benyttes med respekt - og derfor burde politiet aldrig være trængt ind ved at bryde dørene op, men have afventet, at man havde forhandlet sig til en fredelig løsning på opholdet. Måske havde de fået politisk ordre til at føre flygtningene bort, men så ligger problemet blot hos den politiske myndighed. Vi har brug for, at vore kirker er fredhellige: Her kommer man kun, når man har til hensigt at søge fred. Så her skal folk have lov at være, hvis de ønsker fred.

Men kirkebygningen er netop kun hellig på grund af det, som foregår i den. Den har ikke en særlig hellig karakter bundet til murstenene eller inventaret. Og den mister naturligvis ikke sin hellige karakter af at blive brugt til mange forskellige formål - forkyndelsen lever at konstant at blive sat i sammenhæng med alt, hvad der rører sig og optager os i samfundet - og det må også gerne ske i selve kirkerummet.

Jeg tror nemlig på den kirke som er både almindelig og hellig.
     
 
    

Af domprovst i Københavns Stift, Anders Gadegaard

Den 22.9. blev jeg særligt glad for vores folkekirke, da jeg åbnede Kristeligt Dagblad.
For her kunne man fortælle om, at et forslag om at genindvie Brorsonskirken efter besøg af de irakiske flygtninge og politiets rydning af kirken blev godt og grundigt skudt ned af såvel bisp som menighedsrådsformand og lokal Nørrebropræst. Og argumenterne var uigendrivelige. For det første har Brorsonskirken været benyttet til forkyndelse af kristendom under hele forløbet. For det andet ville en genindvielse rejse hele spørgsmålet om, hvad det vil sige, at en kirke er hellig, på den mest uheldige måde. Og for det tredje har Københavns biskop jo ret i, at det er et umuligt forehavende at begynde at patruljere kirkerne for at finde ud af, hvornår de er blevet benyttet på en måde, som kræver nytilført hellighed.

Det var da også tydeligt, at de, som ønskede en genindvielse, havde hver sin (politiske) dagsorden for det. Én ville dermed sige, at det var irakerne, der havde tilsmudset kirkebygningen, en anden at det var politiet - og en tredje, at det var menighedens brug af kirken til et politisk formål. Dermed illustrerede de selv på bedste vis det umulige i forehavenet.

En kirkebygning skal betragtes som et helligsted, ingen tvivl om det. Her lyder den kristne forkyndelse, og her kommer vi sammen, når der står allermest på spil i livet: Ved fødsel og død, ved højtider, i glæde og i sorg. Derfor skal kirken benyttes med respekt - og derfor burde politiet aldrig være trængt ind ved at bryde dørene op, men have afventet, at man havde forhandlet sig til en fredelig løsning på opholdet. Måske havde de fået politisk ordre til at føre flygtningene bort, men så ligger problemet blot hos den politiske myndighed. Vi har brug for, at vore kirker er fredhellige: Her kommer man kun, når man har til hensigt at søge fred. Så her skal folk have lov at være, hvis de ønsker fred.

Men kirkebygningen er netop kun hellig på grund af det, som foregår i den. Den har ikke en særlig hellig karakter bundet til murstenene eller inventaret. Og den mister naturligvis ikke sin hellige karakter af at blive brugt til mange forskellige formål - forkyndelsen lever at konstant at blive sat i sammenhæng med alt, hvad der rører sig og optager os i samfundet - og det må også gerne ske i selve kirkerummet.

Jeg tror nemlig på den kirke som er både almindelig og hellig.