Af domprovst Arndt Jessen Hansen, Viborg

Hvert år i marts måned læser jeg Løgneren af Martin A. Hansen.
Trettende marts. Det er tåget.
Sådan begynder romanen. Det er forunderligt at vende tilbage til denne roman år efter år og finde ud af, at der kan hentes noget nyt ud af den hver gang. Det er litteratur af stor kvalitet.
Degnen sidder i sin skolestue på den lille ø Sandø og reflekterer over alt det, der sker omkring ham. Isen bryder, så der atter kommer forbindelse til fastlandet. Det vil betyde ulejlighed. Han er tilskuer til livet og morer sig med at iagttage og registrere.  
Forholdet til den unge kønne Annemari må komme til en afgørelse. Degnen er halvgammel og lidt vissen i toppen.  Det er svært at komme til klarhed over, om han er forelsket i den unge kvinde.
Ingeniøren Harry, som er fremtidens mand, vil tage hende med over til fastlandet, hvis ikke degnen bestemmer sig.
På mesterlig vis skildrer Martin A. Hansen et menneske, som reflekterer over livet i stedet for at leve det.. Han gemmer sig. Hvor andre mennesker engagerer sig og lader deres lidenskaber komme til udfoldelse, er degnen mest optaget af at finde gode replikker til sine kollegiehæfter.
Jo oftere jeg kommer tilbage til Løgneren, jo mere morer jeg mig ved læsningen. Det er komisk med denne figur, der tager alvoren og lidenskaben ud af enhver situation ved sin evindelige refleksion.
 Når det alligevel er en tragisk historie, hænger det sammen med, at livet går ham forbi; han kommer for sent. To gange træffer han en beslutning om at handle. Begge gange fortryder han det dog straks efter. Den ene gang beder han en fattig arbejder, der har en syg dreng, om at fælde granerne uden for sin skolestue. Men egentlig vil han forfærdelig nødig af med disse graner, der giver læ for skolen. (Og giver læ til degnen) Den anden gang tilbyder han den gravide kropige Elna, at hun kan flytte ind hos ham på skolen. Også dette fortryder han. Det vil give ulejlighed.
Når det er både morsomt og tragisk at læse om Løgneren, hænger det sammen med, at vi kan genkende meget af os selv i denne sære degn. Vores gransken af egne motiver, vores anstrengelser for at facaden skal se pæn ud, vores fejhed og magelighed, der styrer uden om kamp og strid og lader stå til.
Fantastisk at spejle sig i, men også foruroligende.