Af domprovst Arndt Jessen Hansen, Viborg

Det er en erfaring, de fleste mennesker gør, når de kommer op i alderen, at man på en sær måde kommer ud af trit med sin tid.

Jeg husker formuleringen fra en artikel, som forfatter og teolog Doris Ottesen engang skrev. Den ramte plet, tænkte jeg. I hvert fald kunne jeg genkende de fleste af de forhold, hun nævnte. Der er så mange ting i ens omgivelser, som man går og bliver irriteret over. Musikken, der kværner ud af højtalerne rundt omkring, er grim og larmende. Jeg får det dårligt, når jeg hører Radio Viborg. 

Unge mennesker kører rundt med vildt overdimensionerede anlæg i deres biler, så deres musik trænger ind gennem mure og vægge. Eller: De kommer slaskende med bajere i hånden, højt råbende og med et ikke særligt pænt sprog.

En af yndlingsaversionerne er TV – der er efterhånden ikke noget, der er værd at se. Det bliver ringere og ringere for hvert år. Osv.osv. Jeg har lagt mærke til, at det er en bacille, som også trives ret godt i kirkelig sammenhæng. En del ældre præster sukker over tidens dårligdomme; navnlig over alt, hvad de unge præster dog finder på – nye gudstjenesteformer, anderledes musik. Pop og show, vrisser man.

Pas nu på, du ikke ender som en sur, vrissen gammel mand, slyngede min datter en dag i hovedet på mig. Den sad! Ved nærmere eftertanke slog det mig, at der faktisk var temmelig meget i mine omgivelser, som irriterede mig. Der er noget selvforstærkende i det. Når man først har fået dette troldsplint i øjet, begynder alt omkring en at se forvrænget ud.

Der er et reelt problem i det. For det er vanskeligt at tage alt det nye ind. Jeg bryder mig ikke om pop og rock og rap. Og ja, jeg frustreres over kvaliteten i vore TV-programmer. Jo ældre jeg bliver, jo mere holder jeg af den ganske almindelige gudstjeneste i Folkekirken. For min skyld skal man ikke lave de store krumspring.

Nej, men andre tænker altså anderledes. Så jeg må lære at slukke for knappen. Jeg må lære at give plads til dem, der forsøger at gøre tingene anderledes.

På afstand kan tage irritationen og utilfredsheden vokse til voldsomme højder, men når man går ind i tingene, bliver det anderledes. Unge er ikke kun vilde og larmende. Ny musik er ikke kun støjende og grim. Eksperimenter i gudstjenesten er ikke kun pop.

Og allervigtigst: Man må lære at vende sig væk fra det, der ærgrer og irriterer og vende sig imod alt, der gør dagen lys og god.