Af domprovst Arne Mumgaard

Forleden havde jeg besøg af tre 9.-klasse elever. De havde emneuge og valgt at beskæftige sig med temaet: aktiv dødshjælp. En sygeplejerske, en læge ville de tale med og så ville de også gerne høre, hvad kirken mener om sagen.

- Hvad svarede jeg? Ja, først og fremmest måtte jeg sige, at kirken som sådan heller ikke i denne sag har én autoriseret mening. Nogle vil sige, at svaret er enkelt. Aktiv dødshjælp kan under ingen omstændigheder tillades. ”Du må ikke slå ihjel”, hedder det i de ti bud og dermed er sagen afgjort. Mennesket må ikke gøre sig til herre over  tilværelsen og man må indstille sig på at tage livet som det kommer, også den bitre drik, der kan være i bunden af koppen.

Andre vil sige, at så enkelt er svaret ikke. For der er en anden regel, der også gælder, som står over de andre, og det er denne: ”du skal elske din Næste”. Deri ligger, at man skal gøre alt for at hjælpe medmennesket, når det er i nød, lindre hans eller hendes smerte så vidt det står til dig. Og når nu Næsten så inderligt og gentagne gange beder dig om at hjælpe sig med at dø, fordi smerterne er blevet uudholdelige og man i sin hjælpeløshed er blevet helt afhængig af andre og alt håb om bedring er udelukket, så kan det også være næstekærlighed at give den syge den sprøjte, der gør en ende på lidelserne én gang for alle.

Sådan kan der argumenteres. - Men hvad mener du, spurgte så de tre elever?

Jeg svarede, at jeg er imod aktiv dødshjælp. Jeg mener ikke, at man kan bede et medmenneske om at slå sig ihjel. Det er under alle omstændigheder for meget forlangt. Det er at sætte et medmenneske i en umulig situation, for uanset hvad vedkommende vælger at gøre, vil beslutningen  kunne belaste ham eller hende resten af livet.

Vi har et ansvar for vort liv, som ikke kan gives til andre, heller ikke professionelle hjælpere. Og selv når man er dødssyg og forpint og afmægtig, har man stadig et ansvar for sin Næste. Opgiver man det, ved f.eks. at bede Næsten om noget, der kan forfølge og plage ham eller hende for resten af livet, så opgiver man i virkeligheden sin værdighed som et ansvarligt medmenneske.

Er dette så kirkens autoriserede svar? Nej, det er mit. Men Vorherre har hjulpet mig til mit svar, vil jeg sige. Hans bud om Næstekærlighed, og den måde, han selv stod sin egen lidelse igennem på korset har påvirket mig. Jeg tror, mit svar er det rigtige, men helt sikker er jeg ikke. Og jeg må anerkende at andre, der også ser sig selv som kristne, kan komme til et andet svar.