Af biskop over Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen

I skrivende stund går Værdikommission, som blev nedsat i januar 2011 med mig som  formand, rigtigt i gang. Nu skal vi ud og debattere med danskerne om, hvilke værdier, der er vigtige for os som enkeltmennesker og som samfund, så vi kan blive klogere på danskernes værdier. Enhver kan være med i debatten, idet vi løbende blogger på kulturministeriets hjemmeside. Samtidig vil vi kvalificere undersøgelser over de herskende værdier i Danmark i dag. Det skal der komme en læseværdig rapport og megen debat og bevidsthed om værdiernes betydning ud af.

Og den bevidsthed er uhyre vigtig. Ikke kun pga.11.september og indvandring, men fordi samfundet har ændret sig. Vi er umærkeligt gået fra én samfundstype til en anden og det har påvirket os alle, selv om nogle er mere ændringsresistente end andre. Men vi er alle blevet mere individualistiske og mindre påvirkede af pligt og overordnede sociale og traditionelle dyder.

Vi lader os i højere grad skille end tidligere, vi vælger selv vore fællesskaber, vi ønsker ikke, at nogen skal komme og pådutte os hverken livsform, holdninger eller tro. Vi er blevet forandringsparate. Og det forlanges ligefrem af os, hvis vi vil være med, hvor musikken spiller.

Folkekirken som sammenbindende kit i fortid og nutid
Midt i alt dette står vore kirker, som de plejer. Alt sker, som det plejer. Men hvis verden uden for har ændret sig totalt, hvad skal kirken så gøre? Skal vi lade som ingenting og lade alle hundehandlerne og de religiøse supermarkeds tilbud tage over, så vi skifter religion, som vi skifter køleskabe? Skal vi bekæmpe servicekirken og al anden uskik? Finde os i en langsomt nedadgående medlemstilbagegang og så ellers lukke øjnene og holde fast i troen på, at det nok går i vores tid.

Eller skal vi bekvemme os til at indse, at alle disse ændringer betyder store forandringer for folkekirken?

Alligevel kan folkekirken i denne situation vise sig at være et fælles sammenbindende kit og en fælles værdi for nationen Danmark.  Men i Luthers lære om de to regimenter, som er et opgør med pavemagtens forsøg på at lade kirken bestemme over statens ledelse, fastholder Luther trosfriheden. Det må aldrig blive statens opgave at bestemme, hvad du og jeg og Muhammed skal tro.

Som kirke skal vi forkynde og formidle, oplære og videregive kristendom, om det bliver til gavn, glæde, tro og stor frihed, er Guds sag. Og her har folkekirken med dens rummelighed vist sig at være et godt grundlag for en åben debat, men det kræver naturligvis, at vi alle, når vi debatterer, også medtænker, at debatten skal være konstruktiv, den er til for at bygge op og ikke for at nedbryde – og det er der i øjeblikket faktisk stor risiko for.

Højrefløjen i kirken truer med udmeldelse og dannelse af frimenigheder. Venstrefløjen uden for kirken og ateisterne slår på tromme for en adskillelse mellem kirke og stat og for en principiel multikulturalistisk stat, hvor der lovgives, så hver enkelt religiøs og kulturel gruppering får nøjagtig lige rettigheder, så der f.eks. ikke fastholdes særlige kristne hellig/fridage.

Mange kirkefolk tror, at problemerne kan løses ved en kirkeforfatning, hvor kirken langt om længe får den forfatning. Det tror jeg ikke.

Men jeg tror på, at vi, hvis vi holder heinanden fast på rummeligheden, har gode chancer for at forblive folkets kirke. Også i fremtiden.

Folkekirken som kit også i fremtiden
Når den vestlige verdens demokratiske og åbne værdier trues, tsumamien har bragt død og ødelæggelse med sig, Norge rystes over Utøyamassakren, så mødes vi i kirken. Den er det mest offentlige, der findes. Her kan vi se repræsentanter for alle mulige trosretninger ved mindegudstjenester i Københavns Domkirke, og her kan vi se småpiger med tørklæde deltage folkekirkens skoletjenestes salmesangsafslutning i Ribe domkirke.

Men da verden af i dag ser anderledes ud end verden af i går, så er der ting, vi skal se i øjnene. Ting vi skal gøre ud over det, vi plejer og har gjort. Ting vi skal styrke. Ting vi skal arbejde med udover det helt lokalt forankrede sognekirkelige formidlingsarbejde. Og det sker også mange steder.

Men fordi vi står i en ny situation både menneskeligt og folkeligt, så er det stadig ikke nok. Som folkets kirke må vi også holde Jesu ord om, at ”der, hvor din skat er skal også dit hjerte være,” for øje.

Derfor er værdidebatten vigtig for os.
Så det gælder om at komme op af lænestolen og være med i debatten.
Vi har som folkets kirke om nogen glæde af at være med her.

Besøg Værdikommissionens hjemmeside

Læs også Elisabeth Dons Christensens klumme
Lær af liljerne