Af biskop over Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen

Det er svært at være til. Det har det nok altid været, men det ser ud til at være blevet sværere. Rigdom og muligheder stiller større krav til os. Vi skal både have det rart med os selv og udvikle os. Det skal ikke bare gå bedre dag for dag. Vi skal også blive bedre dag for dag. Derfor må vi have hjælp. Vi skal have hver vores personlige massør, terapeut og coach for at være med.

Det er selvfølgelig godt for både omsætning og beskæftigelse. Og det kan da også være godt for mennesker, der virkelig trænger til hjælp til at få vendt ansigtet i den rigtige retning. Men vi bliver ikke bedre af alle disse anstrengelser. Får det heller ikke altid bedre, i stedet bliver vi ofte mere selvcentrerede.

Personligt tror jeg, at vi, som filosoffen Søren Kierkegaard skriver (1847), må lære af liljen på marken. Den stod der jo, den lille lilje, på et afsides sted og var godt kendt med et par nælder og småblomster på stedet. Så smuk var den, at end ikke kong Salomo i al sin pragt kunne måle sig med den. Men en dag kom en fugl og sang smægtende om, hvor godt der var der i det fjerne. Så blev liljen bekymret. Den sov ikke mere roligt om natten, den vågnede ikke glad om morgenen. Den var ikke mere tilfreds. Den var såmænd beskeden nok og ønskede f.eks. ikke at blive til en fugl, men blot at blive en af de flotte liljer, som fuglen havde fortalt om. Fuglen fortsatte med at gøre liljens sind uroligt og ondt. Indtil den dag fuglen efter aftale med liljen kom og pirkede jorden op omkring den, trak den fri, tog den under vingen og fløj den hen, hvor de pragtfulde liljer stod, så den kunne blive som dem. Men ak, undervejs visnede liljen. Den døde af bekymring for sig selv og sit eget. Den havde rent glemt, at end ikke Salomo i al sin kongelige pragt kunne måle sig med den.

Lige præcis dette må vi mennesker ikke glemme. Hver eneste af os er en lille dejlig lilje på marken. Skabt i Guds billede til at stå og gro, så forskellige, vi end er. Ikke gode, men gode nok til Guds kærlighed og omsorg. Og derfor også gode nok til hinandens kærlighed, omsorg og tilgivelse.

Alt det får vi altså hverken af en coach eller en terapeut, men af det medmenneske, som frivilligt og uden betaling kommer os i møde og godtager os, som vi er.
I dette møde kan der ske så meget. Ja, det hænder endda, at det gør os klogere på livet.