Af biskop over Ribe Stift, Elisabeth Dons Christensen

Så syng da ´

De vandt krigen, men vi sang de smukkeste sange.
En af de store kvindelige koryfæer fra den spanske borgerkrig, La Passionata, trøstede sit folk med disse ord efter den tabte krig mod Francos styrker.

Men er det ikke en sølle trøst efter en tabt krig? Ville vi ikke være bedøvende ligeglade med, om soldaterne sang eller tav undervejs i kampen, bare vi vandt?

Det burde vi ikke være, for den endegyldige krig mod alt det onde, kan vi alligevel aldrig vinde. Vi kan selvfølgelig vinde mange foreløbige sejre, men den store evige krig mod ondskab, ulykke og død vinder vi aldrig.

Det er derfor, vi ængstes så meget for vore kære og os selv med. Og derfor at selv stærke og dygtige mennesker gang på gang grublende og anfægtede må spørge dybt ind i tilværelsen om alle tings mening. Det er så sårbart og skrøbeligt det hele, at man engang i mellem næsten ikke orker at stige ud af sengen om morgenen. Ét ved vi med smerteligt klarsyn: alt, hvad vi elsker og binder os til skal falde ud af vore hænder, om ikke før så siden.

Derfor skal vi synge, både i og uden for menighedens fællesskab. Som La Passionata så rigtigt siger, så skal der et vi til at synge rigtigt. Der sker nemlig noget, når vi synger sammen. Vi får ord i munden, som får os til at glemme al vor egen kummer og fortrædelighed. Det nytter ikke at undlade at prøve, fordi man ikke kender sangen eller af en myndig musiklærer engang i barndommen har fået at vide, at man synger falsk. Måske er man er med i fjerde vers. Det er ikke så ringe endda.

For selv om vi aldrig kan vinde krigen mod døden, så kan ingen tage de sange fra os, vi sang undervejs. Fremtiden ligger stadig åben for den, der vover at løfte sin stemme i sang og toner. Han eller hun lever dog stadig, vover stadig og vil stadig liv.

Det skal være store, smukke og stærke sange. Og ikke de voksnes lange, bange sange.

Vi har endda verdens bedste salmebog, som alle vore nabokirker misunder os.

Så syng da Danmark!