Af biskop over Aalborg Stift, Henning Toft Bro

Når forandringens vinde blæser, er der nogle der bygger læhegn. Andre bygger vindmøller, -siger et gammelt kinesisk ordsprog.

En præst sagde en gang til mig: Nu er sognets børnehave lukket, skolen ligeså og jeg er ved at have begravet min menighed! Hvad eller hvem er der nu tilbage?
Det er der mange præster der oplever. Især i de mange landsogne. Samfundet, herunder folkekirken er under forandring.

Det medfører en helt ny måde at tænke præsteembedet på. I ”gamle dage” var en præst ansat til at varetage sognets ve og vel. Det nære sogn. Det er præsten stadigvæk. Men nu og i fremtiden på en ny og anden måde. Det handler om samarbejde på tværs på en måde, vi ikke har tænkt før.

Mere end 100 samtaler med ansøgere de seneste måneder har lært mig, at en ny generation af præster vil samarbejde på en anden måde end vi andre der har været ansat i kirken den seneste generation. Den nye generation vil samarbejde teologisk, fagligt og praktisk. Nye generationer af præster er vokset op med netværk i ordets bedste betydning; fællesskab med medstuderende, venner, ligesindede, kolleger og de mange digitale netværk.

Derfor hører jeg igen og igen: vi vil samarbejde, vi vil ikke sidde alene og passe et embede. Vi vil passe det i samarbejde med vore præstekolleger.
Aalborg stift er overvejende et landstift. Vi er mærket af, at landområderne bliver affolket. Folk flytter til byerne og det affolker landet. Det skal der tages aktion på. Og det gør sognene. Ikke mindst sognets præster.

Det er en af grundene til, at folkekirken bliver mere og mere nærværende disse år. Utallige er de tiltag, der imødekommer menigheden, som gerne vil komme i kirken, men på tidspunkter, der passer ind i deres hverdag.

Fremtidens udfordring er den, at sognene, med menighedsråd og præster som frontkæmpere, søger ind i et tæt samarbejde mellem sognene, hvor gudstjenester og arrangementer forsøger at imødekomme tidens spørgen om meningsfyldt samvær.

Derfor skal vi blive endnu bedre til at komme ”ud med kirken”. Ud i alle krinkelkroge af sognet med evangeliet, hvor folk lever og ånder. Ud hvor folkelivet leves. Ud hvor der både udtalt, og uudtalt, findes en hunger efter og spørgen efter livets mening. 

Fryder forandringen? Ja, det er vel et spørgsmål om temperament, men forandringer står vi hele tiden i, og derfor gælder det om at handle, så det er os, kirken, der sætter dagsordenen.