Forsvar for fundamenterne

Af domprovst Henrik Wigh-Poulsen, Odense

Det sker stadigt oftere, at kraftige mediestorme pisker folkekirkens engang så stillestående vande til skum og bølgegang. Værdikampen har sat os ud i det fri, hvor storme suse, og kontroverserne interesserer tilsyneladende andre end Kristeligt Dagblads læsere.

BT ´s behjertede forsøg på – her for ganske nyligt – at mobilisere den kongelige danske forargelse med historier om provstedruk og biskoppeligt overforbrug havde tilsyneladende ikke den store gennemslagskraft. Det har der imod debatten om homovielser og - enkelt udtrykt – om der findes andre veje til Gud end Jesus.

Entydige eller rummelige svar
Meningerne herom er som bekendt mange og varierede, og de tydeliggør igen-igen, at vi i den hjemlige kirkelige debat ikke længere deler os så meget efter vores tilhørsforhold til de gamle kirkelige retninger (Indre Mission, grundtvigianerne, Tidehverv etc.), men efter om vi er til klare, entydige svar eller rummelige svar, der åbner for dialog (Steen Marquard Rasmussen i Karma, Koran og Folkekirke s. 11).

Modstanderne af homovielser og andre veje til Gud er at finde i førstnævnte gruppering. Tilhængerne i den anden. Groft sagt og ofte på tværs af de gamle og traditionelle skel.

Islam - en skygge i debatten
Men bemærkelsesværdigt nok er der også andet og mere end teologi ind over. Og det er vel, hvad der betegner de folkekirkelige kontroverser her i kultur- eller værdikampens skygge, hvor Islams tilstedeværelse ofte er en usagt præmis – en skygge nærmest – i debatten. Med Islam i baggrunden er der ting, der ikke længere kan siges, og som ganske enkelt høres anderledes, end hvis de var blevet sagt for tyve år siden.

Den religions- og kirkekritiske vinkel, provokationen og den udogmatiske tilgang havde sine glade dage i den folkekirkelige trygheds æra i anden halvdel af sidste århundrede. Nu får den slags synspunkter på frakken og ofte med henvisning til et truet samfund, en truet kultur, en truet tradition, en truet kirke eller en truet normalitet.

Tilsvarende er det ikke længere den tålsomme eller rummelige folkekirke, der udgør sigtepunktet for ganske mange af tidens iltre debattører, men folkekirken der må udgrænse og afgrænse sig overfor de teologisk og bekendelsesmæssigt flossede i kanten.

Grundtivig og Kierkegaard - på kanten af den etablerede kirkelighed
Nu havde Grundtvig og Kierkegaard af gode grunde hverken lod eller del i den danske hverdag af 2010 og de store meninger om islams rolle i samme, men det er da en tanke værd, at de begge - disse den gamle folkekirkes fædre – var at betragte som grænsegængere på kant af det etablerede, ikke mindst den etablerede kirkelighed med hvad dertil hørte.

Et faktum der har været med til at forme den folkekirke vi har, med både anlæg for og plads til, forskellighed og selvkritik. Godt at huske på, når man atter gribes af trang til at danne vognborg eller kalde til forårsrengøring.

Klummen

Klummen på folkekirken.dk, som skrives af folkekirkens ti domprovster på skift. En domprovst er biskoppens stedfortræder og provst i stiftets domprovsti