Påske er hverdagens glæde

Af biskop Karsten Nissen, Viborg Stift
Den 4. april 1945 blev den unge frihedskæmper Kim Malthe-Bruhn i en alder af kun 21 år dømt til døden ved en krigsret i København. Da han havde modtaget sin dødsdom satte han sig i sin celle, og skrev et brev til sin mor. Han skriver:

Jeg ved, at du er en stærk kvinde, og at du vil tage dette, men, hører du, det er ikke nok at du tager det, du skal også forstå det. Jeg er kun en lille ting, og min person vil meget snart være glemt, men den idé, det liv, den inspiration som fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt - i træerne om foråret, i mennesker, du møder på din vej, i et kærligt lille smil, du vil møde det, der måske havde værdi hos mig, du vil elske det, og du vil ikke glemme mig.

Jeg vil få lov til at vokse mig stor og moden, jeg vil leve hos jer, hvis hjerter jeg engang fyldte, og I vil leve videre, for I ved, at jeg er forude og ikke, som du måske først vil mene, bagude. Det blev hans sidste brev. To dage senere, den 6. april tidligt om morgenen, blev han henrettet ved skydning.

Mattæus fortæller, at kvinderne Påskemorgen ude ved graven oplever et kraftigt jordskælv, og ser, at en engel vælter stenen fra og sætter sig på den. Kvinderne skynder sig bort fra graven ”med frygt og stor glæde, og løb hen for at fortælle hans disciple det”.  Markus’ påskeevangelium ender med tomhed og angst, Matthæus’ slutter med kvindernes forkyndelse af Påskens budskab for de skræmte disciple. Så forskellige er beretningerne om Jesu opstandelse. Alligevel har den kristne kirke siden Kristi opstandelsesdag fejret Påsken som kirkeårets største fest. De kristne betragtede helt fra den første Påske ugens første dag, søndag, som helligdag, fordi denne dag var Herrens opstandelsesdag.

Hvorfor fik Påsken, trods de forskellige historiske vidnesbyrd, så stor en betydning for den kristne kirke? Fordi kristendommen og evangeliet er nøjagtig det, som Kim Malthe-Bruhn fortæller sin moder: At den døde, er ikke, som vi måske først vil mene, bagude, men forude. Det vidunderlige ved at tro evangeliet er netop, at det aldrig kun er noget der skete en gang. Det er aldrig kun ord, der står i en bog, eller fortællinger om andre mennesker. Det er altid også noget, der sker nu, og som angår mig. Og det er altid også noget, som er forude. En ubeskrivelig følelse af håb og forventning. Noget vi træffer overalt - i træerne om foråret, i mennesker, vi møder på vores vej, i et kærligt lille smil. Påske er som et morgenrødens skær over hele vort liv med hinanden.

Påskens glæde lader sig ikke kue, ligesom forårets vækster ikke lader sig holde tilbage. Glæden rækker også fremad, og bliver til et håb.  Søren Kierkegaard besluttede at der på hans gravsten skulle stå dette vers af Brorson fra nr. 622 i salmebogen:
 
Det er en liden tid, så har jeg vundet,
så er den ganske strid med ét forsvundet;
så kan jeg hvile mig i rosensale
og uafladelig med Jesus tale.