Af domprovst Kim Eriksen, Haderslev

Når menigheden i gudstjenesten rejser sig for at høre evangeliet, svarer alle straks med ordene: ”Gud være lovet for sit glædelige budskab”. Men hvorfor er det, at man ikke venter til man har hørt, hvad dagens budskab er? Det kunne være, at man var uenig og ikke brød sig om det, man fik at høre! Er det så ikke uheldigt at have givet sin tilslutning på forhånd?

Jesus´ budskab er nogle gange sød musik for alle sjæle og andre gang skrap kost for de sarte. Det kan man ikke vide på forhånd – og alligevel bryder alle ud i sang med en tak til Gud, fordi han lader høre fra sig. For Ordet blev kød og tog bolig iblandt os. Sådan som evangelisten Johannes indleder sit evangelium – sit glædelige budskab – og sådan som evangeliet kommer til at lyde Juledag i landets kirker. Og vi kan ikke tilbageholde vores lettelse over, at Gud ikke længere er fjern og tavs, men på ny gennem Jesus Kristus har ladet høre fra sig. 

Vi tilkendegiver straks, at vi er parate til at lytte. Uanset hvad Gud har at sige. For Guds ord er sandhed. Og sandheden lytter vi alle til med glæde. Det tilkendegiver man ved sammen med alle andre at rejse sig i forventning om at skulle høre godt nyt og vigtigt nyt: Gud være lovet for sit glædelige budskab!

Adventstiden skærper opmærksomheden og gør os alle parate
Såvel julen som påsken har i kirken sin forberedelsestid i advent og fasten. Det er tænkt som en hjælp til i bogstaveligste forstand at komme op af stolen.

Op! thi dagen nu frembryder.
Op, Zion at oplukke din hjerte-port og dør.
Op, glædes alle, glædes nu.

Vi skal op. Vi skal have en lidt rusten stemme smurt. Og det er der rig lejlighed til ved adventstidens mange gudstjenester, koncerter og møder, hvor der synges advents- og julesalmer. Salmedigteren Brorson er behørigt beskeden på menighedens vegne og klar over, at der skal øvelse til. Men budskabet er i al ubeskedenhed stærkt nok til at tage kampen op med død og Djævel.

Hvor tak vi vil frembære da,
endskønt den er kun ringe,
hosianna og halleluja
skal alle vegne klinge;
Guds ark er kommen i vor lejr!
Thi synger vi om fryd og sejr,
mens hjertet sig kan røre,
vi synger om den søde fred,
at Helvede skal skælve ved
vor julesang at høre.

En fortsat glædelig adventstid. For snart skal der lyde et lettelsens suk over at få at høre, at der i julen forkyndes os en stor glæde, som skal være for hele folk. Og alle vil da svarer som med én stemme: Gud være lovet for sit glædelige budskab.