Kirkeforfatning

Af biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift

 

En ting, der diskuteres heftigt for tiden, er spørgsmålet om en eventuel kirkeforfatning.

Det er et gammelt spørgsmål, som så at sige er født med Grundloven af 1849.

Det har indtil videre været behandlet på den måde, at den til enhver tid siddende minister i samarbejde men et antal kirkelige aktører har justeret lovgivningen på det kirkelige område.

Men nu synes der at være et stigende antal tilhængere af, at kirken skal have sin egen ledelse.

”Kirken skal selv bestemme” – det lyder jo smukt – men – tænk lige lidt over hvem dette ”vi” er og om alle vi andre føler os repræsenteret af dette ”vi”.

 

Fare for polarisering

Det som i min optik er problemet ved en kirkeforfatning er, at den uvægerligt vil føre til en polarisering inden for folkekirken.

Til den ene side har vi den absolutte majoritet af folkekirkemedlemmer, som gerne vil være med. 

De ønsker folkekirken skal være der, de ønsker, at der er en fornuftig præst, man kan opsøge når livet gør ondt. De er stolte af kirken og kirkebygningen.

Men de har ingen større ambitioner om at bruge tiden på at sætte sig ind i en politisk parallelproces, som i givet fald kommer til at køre i folkekirken.

En parallelproces til det politiske liv, hvor man pludselig skal tage stilling til alle mulige personer og kirkepolitiske programmer på landsplan.

 

På den anden side, den anden pol, har vi et lille mindretal, måske fem – til ti procent af medlemmerne – som ønsker at engagere sig, sidde i udvalg og bestyrelser, føre valgkampe osv. osv.

Jeg er bange for, at spændingen og forskellen mellem disse to grupper af folkekirkemedlemmer – som vel at mærke alle er fuldgyldige medlemmer – at denne spænding polariseres.

Med tab af medlemmer, stigende foreningsgørelse og politisering af folkekirken indefra til følge.

 

Fordele og udfordringer i dag

Den hidtidige ordning, hvor det er kirkeministeriet, der står for det lovgivningsmæssige, sikrer på en måde en lighed i folkekirken, en lighed og en rummelighed, som uhyre nemt kan sættes over styr, hvis vi får den kirkeforfatning, som nogen drømmer om.

Men ordningen, som den er nu, forudsætter så også, at den til enhver tid siddende politisk valgte minister forstår sin opgave.

Folkekirken har sin egen dagsorden, sin egen bekendelse og sin egen måde at eksistere på. Det er derfor ikke kirkeministerens rolle at gøre folkekirken til affyringsrampe for egne politiske synspunkter, ganske uanset hvor fortrinlige vedkommende måtte finde dem.

Men hverken miljøspørgsmål, fredssagen, økonomien eller ligestillingssagen er emner, som folkekirken skal være motor for. Den forståelse af folkekirkeordningen må en politisk valgt minister respektere.

 

Bevar rummeligheden

Folkekirken er rummelig – og det skal den blive med. Den skal ikke udvikle sig til et parallelt politisk univers på landsplan.

Derimod giver det god mening, at kirken i det lokale liv, i sogn og provsti, bygger på indsatsen fra mennesker, som lader sig vælge til det store og krævende arbejde, det er at deltage i menighedsrådsarbejdet.

Der skal ikke ensrettes hverken fra stiftets side eller fra et nationalt råd.

Folkekirken lever af at engagerede mennesker i de enkelte sogne finder ud af hvordan folkekirken her på vort sted skal fungere.

 

Afklar muligheder med åbent sind

Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg finder vi har en god ordning, hvor der er stor frihed for den enkelte præst og menighedsråd til at virke. Og netop friheden gør at mange blomster blomstrer.

Folkekirken kaldes undertiden et velordnet anarki, noget rod – men det er måske derfor der er så megen energi og kreativitet.

Og før vi kaster os ud i ønsker om kirkeforfatninger og nationale råd skal vi måske lige se på, hvad vi allerede kan gøre indenfor den ordning vi har. Og hvad det er, vi ikke kan gøre, og som kan retfærdiggøre en eventuelt anden ordning.

Men lad os med åbent sind se på, hvad der kommer af forslag til at gøre den gode danske folkekirkeordning endnu bedre.

Ordningen er jo ikke guddommelig og som alt menneskeligt er den selvfølgelig også til debat.  

 

Lise-Lotte Rebel