Folkekirkeordningen – en god ordning

Af biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift

Lige siden Harald Blåtand for mere end tusind år siden skrev på Jellingestenen, at han gjorde Danerne kristne, har der eksisteret et nært forhold mellem kirken i Danmark og det danske folk.

Sådan er det stadig, selv om der siden er sket meget: Ved reformationen blev båndene til Romerkirken og dens pave kappet, og med Grundloven af 1849 blev det fastslået, at den evangelisk-lutherske kirke er en folkekirke. Ingen er tvunget til at være medlem af folkekirken. Men langt størsteparten af befolkningen, ca. 81 % er medlemmer af folkekirken, hvilket fortsat gør det naturligt, at kirken bevarer den tilknytning til staten, som er fastlagt i Grundloven.

Kirken spiller ganske enkelt en rolle i menneskers liv, en rolle, som er så vigtig, at det også er naturligt, at kirke og stat indgår i et tæt parløb. Staten blander sig ikke i kirkens forkyndelse, men den er med til at sikre, at de ansatte i kirken har ordentlige og regulerede forhold, og at kirkens medlemmer trygt kan henvende sig til deres sognepræst uden at risikere at falde i hænderne på sekteriske bevægelser.

Ofte opdager man først betydningen af noget i det øjeblik, man må undvære det. Sådan tror jeg, mange har det med folkekirken. Det kan synes så nemt i dagligdagen at undvære kirken, hvis ikke man kommer der så ofte. Men ved et barns fødsel, ved ’skelsår og alder’, ved giftermål, og – måske allermest – ved et dødsfald, vil de fleste opdage, at uden de kirkelige handlinger, uden salmer og uden samtale med en forstandig præst, mangler der noget. Hvad ville juleaften være uden den danske folkekirke?

Glemmes skal det heller ikke, at kirken yder staten store tjenester i forbindelse med folkeregistrering og som begravelsesmyndighed. Hertil kommer, at staten i tidens løb har fået overdraget store mængder ejendom og jord fra kirken. Statstilskuddet til folkekirken er en forrentning af denne ejendom samt kompensation for de udgifter, som folkekirken har med folkeregistrering og begravelsesvæsen.

Økonomiske beregninger viser, at den samlede udregning for øjeblikket er til statens fordel! Så rent økonomisk skal man ikke regne med at det bliver billigere for den danske stat, hvis kirke og stat blev adskilt. Snarere tværtimod. Stat eller kommune skulle så etablere eget begravelsesvæsen og personregistrering, hvilket ville koste mere end det beløb, som i dag betales til kirken. Staten har derfor også en økonomisk interesse i at bevare den nuværende ordning.

Hertil kommer, at hvis stat og kirke blev adskilt, så ville det temmelig sikkert få som konsekvens, at kirken blev politisk. At vi altså fik en dominerende politisk religion i Danmark. Men hvem er for alvor interesseret i det?