Kristendom i det offentlige rum

Af biskop Lise-Lotte Rebel, Helsingør Stift

”Religion er en privatsag”. Sådan lyder en opfattelse, man ofte støder på. En anden hedder, at kristendommen kun angår ’hin enkelte’. Det er rigtigt, at den kristne tro kun kan antages eller afvises i frihed af det enkelte menneske. Kristendom er fjern fra enhver tanke om tvang eller undertrykkelse i samvittighedsspørgsmål. Det har vi lært af reformatoren Martin Luther, da han på rigsdagen i Worms sagde, at han i sin samvittighed kun var bundet til Guds Ord. I dansk sammenhæng betonede Grundtvig frihedsaspektet. Og Søren Kierkegaard talte om hin enkelte, der må stride med og for sin tro.

Troen og kristendommen har også med det personlige og det individuelle at gøre. Alligevel er det en fejltagelse at drage den konsekvens, at så kan kristendommen privatiseres og flyttes bort fra vort fælles liv og ind i det enkelte menneskes samvittighed.

Kristendommen hører også hjemme i det offentlige rum. Sådan har det altid været, og sådan vil det fortsat være. Kristendommen må have krop, for alt væsentligt, vi gør, har også ydre form og skikkelse.

Allerede i Apostlenes Gerninger fortælles om de første kristne, at ’de holdt fast ved apostlenes lære, ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og ved bønnerne.’ Der var og er ydre tegn på kristendom, nemlig dette, at kristne forsamles om ordet, om bønnen og om dåb og nadver. På den måde rækker kristendom altid ud over det individuelle og private.

Kristendommen har altid en offentlighedskarakter. Gudstjenesten er altid en offentlig handling, for menigheden består af mennesker, der hver især går hjem til deres daglige liv efter gudstjenesten og dermed bærer den ud i det offentlige rum.

Gudstjenesten gør en forskel. Prædikenen angår den menighed, som faktisk er forsamlet. Her tales ordet, så vi ser vort liv i et nyt og anderledes perspektiv. Prædikenen flytter på de bærende lag i vores selvopfattelse.

Gudstjenesten er ikke låst inde i kirkerummet. Den er for alle. Den er umulig at sætte grænser for. Vi ved ikke hvor langt den når ud, og hvor den ender. Sådan er det med tro og håb og kærlighed.