Knivskarp skelnen

Af biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt

Er det slut med det hyggelige danske roderi i forholdet mellem kirke og samfund?

Vi har just overstået dronningens regentjubilæum, hvori blandt andet indgik en festgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke. Hvad jeg ikke mindst frydede mig over i den sammenhæng, var at se den samlede regering højt og lydeligt synge med på ”Lovsynger Herren”, som vel at mærke er regenten i himlen. 

Et eksempel på at kirke og samfund her hos os er viklet fornøjeligt ind i hinanden, uden at nogen af dem er mere end ubetydeligt kompromitteret deraf i deres respektive opgaver. Det er en hyggelig gang kluddermor, som i hvert fald udenforstående vil have mere end svært ved at rede ud.

Skolejul, soldatervelsignelser og homovielser

Alligevel sker der hele tiden ting og sager, som godt kan få en til at spørge, om vi kan fortsætte med at være ganske troskyldige i dette roderi. Lad mig bare fra de seneste ugers debat nævne følgende: mange folkeskolers stadige kvababbelse ved at håndtere julesalmer og juleafslutninger. Skønt de fleste politikere er lidt nervøse ved at omgås spørgsmålet og derfor fedter afgørelsen af på skolerne, bliver de alligevel underligt uldne i mælet, når de skal forholde sig dertil. 

Eller sagen om feltpræsternes koreografisk noget ejendommelige velsignelse af soldater på patrulje i Afghanistan. Jeg har selv været feltpræst i 17 år under fredelige danske forhold - dengang helt uproblematisk. Men nu er det alvor, og så undgår man ikke de kritiske spørgsmål til den slags mere end ”robuste” omgang med forholdet mellem teologi og politik, kirke og samfund. 

Eller – lad os bare tage det med: selvom vi godt vidste, at kirkens udøvelse af vielsesmyndighed måske ikke helt svarede til en luthersk forståelse af den borgerlige ordning, varetog vi opgaven uden nævneværdige skrupler. Men nu hvor politikerne slår fast, at det altså er den lovgivende myndighed, der definerer det juridiske ægteskab (hvad de uomtvisteligt har ret i) og med de følger, det må få for den del af et ritual, som udspringer af vielsesbemyndigelsen, ja, så er det naturligt at spørge, om det juridiske så ikke hellere burde placeres på rådhuset.

Hvorfor har det været uproblematisk så længe? Fordi der har været en indforståethed og en kristelig oplysningsarv, som vi har været fælles om. Men verden forandrer sig og både kirkens folk, politikere og andre beslutningstagere er nødt til at klargøre nogle ting, som vi ikke tænkte meget over tidligere.

Det kristelige og det folkelige
Jeg er af den klare opfattelse, at det kristelige og det folkelige står i et forhold til hinanden, alene af den grund at evangeliet altid må komme til udtryk på folkets sprog og med kulturens former som ”medium”.  Jeg mener også, at det kristelige og det folkelige gensidigt skal befrugte hinanden. Jeg taler heller ikke for, at kirken skal vare sig for at få snavsede hænder i omgangen med denne verden. 

Men jeg har en forudanelse om, at vekselvirkningen i fremtiden desværre ikke længere kan foregå på den helt ureflekterede uskyldige måde som tidligere. Kirken interagerer simpelthen med samfundet ud fra en anden position end tidligere.

Jeg skulle selv fornylig kommentere en af ovennævnte sager og greb mig selv i at bruge udtrykket ”en knivskarp skelnen”. Jeg tror simpelthen ikke, jeg ville have udtrykt mig så kompromisløst tidligere. Men nu tvinges man engang imellem til det – for at undgå kompromitteringen af anliggendet. Nogle af knuderne bliver vi nødt til at vikle ud.

Lad os se, hvor det ender. Men uskyldens tid er måske ved at rinde ud.