AAA
 

Et folk uden sang er på spandenEt folk uden sang er på spanden

Biskop Niels Henrik Arendt

Af biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt

Sang er en af menneskets væsentligste udtryksformer og afgørende i kristen gudsdyrkelse. Når vi i fællesskab udtrykker taknemmelighed, sorg eller bøn om hjælp over for Gud, sker det gennem sang. Salmesang er skelettet i den danske gudstjeneste. Ingen præst kunne drømme om at besøge en døende eller møde et brudepar uden at have salmebogen med.

Derfor er det alvorligt for kirken, hvis evnen og lysten til sang formindskes. Vi er i øjeblikket stærkt på vej mod en situation, hvor folk kender færre melodier og aldrig rigtig har lært at synge. For nylig udkom en rapport, som viser, at skolens sang- og musikundervisningen de sidste tiår er blevet stærkt forringet, fordi så meget andet er blevet betragtet som vigtigere.

Sang betyder en masse for indlæringsevne, udvikling og almindelig dannelse, men her skal det handlet om, hvad det betyder folkeligt og kristeligt, at vi mister en afgørende udtryksform.  Det bør simpelthen ikke ske.

Arbejdet med sangen fylder allerede meget i folkekirken. Kor, baby-salmesang og samarbejdet om sang mellem præster og organister er voksende. Men det berører alligevel kun en brøkdel af befolkningen. Jeg ville ønske, vi kunne brede det videre ud. Vi må have lejlighedskor og invitere folk ind fra gaden for at synge. Måske bliver det ikke skønsang, men hvis deltagerne har nydt det, må elite-korene tage sig af det andet.
Vi kan argumentere med sundheden ved at synge, det elementære velbefindende, der opnås ved at trække vejret dybt ind i sang. Folk betaler dyrt for at træne åndedrættet, men det kommer helt af sig selv under sang.  Vi kan synge flere sange ved kirkens arrangementer, indbyde til sangaftner eller stille os op og synge i storcentrene, som et populært Youtube-klip fra New York viser. Vi kan tilbyde at synge et kvarter med deltagerne ved bankens generalforsamling eller foreslå en halv times fyraftenssang på virksomheder.

Og vi kan selv gøre det nemmere for alle at synge med på salmerne i kirken ved at lære dem sammen forud for gudstjenesten. Når gudstjenesten i det hele taget er blevet vanskelig at finde ind i, er det måske først og fremmest, fordi kirken også har forsømt meget på sangens område.

Hvis jeg skal sætte det helt på spidsen, så er sang den væsentligste kollektive spiritualitetsform, der findes; krop og sind i samstemthed med andre mennesker, langt vigtigere end de individuelle spiritualitetsformer.

Men mere nede på jorden: et folk uden sang er simpelthen på spanden.

Se Youtube-klippet med sang i storcenteret

Ingen kommentarer

Tilføj kommentar