Af biskop over Haderslev Stift, Niels Henrik Arendt

Der er en masse ballade i folkekirken for tiden. Det har der nu altid været. Men den knager nok lidt mere i fugerne end tidligere. Nu er folkekirken jo ikke noget mål i sig selv, så skulle den revne, ville det i mine øjne ikke være det værste, der kunne ske.  Men der er en ting, som jeg alligevel beklager ved den højrøstede debat, nemlig den at rummet for diskussion indsnævres.

Lad os bare være konkrete: Den kirkelige højrefløj er ude med riven efter præster, som ikke abonnerer på dens helt ortodokse forståelse af dogmerne. Den indser godt nok, at som landet ligger, er mulighederne for lære-sager ikke de bedste, men i retorikken lægger den ikke skjul på, at sådan burde en ordentlig bekendelseskirke gå til værks. Og helt tilsvarende er man fra anden side ude efter højrefløjen: Kan det virkelig passe, at den ikke blot skal have lov at anfægte majoritetens holdninger, men oven i købet gøre det igennem en anden kirkelig praksis. Nu må det være nok! sådan lyder det fra begge sider.

Vores børn havde for år tilbage en prægtig kammerat. Han var ”pacifist” af gemyt. Når der var ballade, kunne man se, at han nærmest led. ”Skal vi ikke alle sammen være venner?” kunne han finde på at sige. Jeg er klar over, at en appel til tålsomheden kan lyde lidt i samme retning. Som udtryk for et ønske om fred frem for alt.

Men jeg har ikke noget ønske om at dæmpe den teologiske eller kirkelige diskussion – jeg vil tværtimod gerne fastholde den. Men det forudsætter, at man neddæmper de bombastiske erklæringer om, at nu må den ene eller den anden ud.

Jeg har, især for år tilbage, deltaget i en del diskussioner med mennesker af anden tro. For at sådanne diskussioner overhovedet kunne føres, var man grundlæggende nødt til at komme på talefod. Man kan af gode grunde ikke tage livtag med hinanden om sandheden, hvis man slet ikke vil ind på livet af hinanden. Tilsvarende kan man heller ikke føre en teologisk diskussion, hvis rummet ikke er stort nok til, at ens modpart også kan være der.

OK, der kan opstå en situation i en samtale, hvor man simpelthen må vende ryggen til den anden og gå. Så ophører samtalen. Der er selvsagt mennesker, jeg ikke vil samtale med. Men det er i mine øjne et udtryk for et stort tab, hvis man vil være fri for den anden for at undgå at blive anfægtet.

På min computerskærm sidder forskellige ” gode ord”. Et af dem lyder: Diversity within and among local churches protects them from their blind spots, broaden their vision and deepen their awareness of God's reconciling work throughout the cosmos. Det stammer fra en udtalelse fra det lutherske verdensforbund, hvor man også har strid og ballade inden for murene. Diversiteten, mangfoldigheden, uenigheden beskytter os imod ”blinde pletter”, ting som vi ikke ser, hvis ingen siger os imod eller gør os opmærksomme på dem. Gud kunne tænkes at have en mening med min modparts i mine øjne helt ubegribelige synspunkt.

Jeg holder fast i min modpart, skrev en god kollega for nogle dage siden. Ja, lige nøjagtig – det er langt bedre end den stadig større beredthed til bare at levere et los i r…. . Lidenskaben i diskussionen, fordi der står noget på spil, er velsignet. Den uanfægtede selvsikkerhed er træls.