Domprovst Ole Opstrup, Maribo 

Mine konfirmander skal lære trosbekendelsen. Når den er lært, skal de sige den højt for de andre på holdet. Inden efterårsferien.

Så sidder den, og vi kan vende tilbage til de enkelte afsnit, når det passer i undervisningen. Udenadslære er uvant for de fleste, men hukommelsen fejler intet, så det plejer at gå.

Dog ikke altid. Nogle har sværere ved det end andre. Nogle af ordene, ja ikke så få - er meget fremmede for en teenager i dag. Tag nu bare: Født af jomfru Maria, opstanden fra de døde, - forståelige ord i en uforståelig sammenhæng.

Konfirmanderne skal ikke blot lære at lire trosbekendelsen fejlfrit af. Jeg skal kunne høre, at de har arbejdet med den og er ved at få en forståelse af den.

En pige på det sidste hold nåede det ikke inden deadline. Hun ville gerne, for alle de andre havde leveret varen. Der går lidt konkurrence i det, men hun kunne altså ikke. Så hun besøgte mig en lørdag eftermiddag for at få hjælp. Hun havde øvet, kunne de første linjer, - sådan nogenlunde. Afsnittet om Gud og Jesus, - det gik, det gik, men så heller ikke længere.

Da vi kom til trosbekendelsens afsnit om Helligånden og kirken, gik hun i stå. Hun blev hjulpet på vej med et par stikord: ”Jeg tror på Helligånden ...” Og så var forbindelsen genetableret. Hun lyste op, og jeg ventede på fortsættelsen: ”en hellig, almindelig kirke.”

Men så kom det - tju hej: ”Jeg tror på Helligånden, en” - og nu gik det stærkt – ”en helt almindelig kirke”. Konfirmanden smilede og var glad og lettet. Vi talte sammen om løst og fast, og hun sagde farvel og tak for i dag.
 
Jeg havde fået en ny sammenhæng, som før var fremmed for mig: En helt almindelig kirke. Den kendte jeg ikke, og jeg troede vel slet ikke på den, skønt den lød troværdig.

Kirken er forsamlingen af døbte, som tror på Gud Fader som skaberen, Guds søn som forløseren og på Helligånden som opretholderen.

Kirken er bygget af levende stene, som under kors med ærlig hu troen og dåben forene, som vi synger i salmen.

En helt almindelig kirke. Jeg fik ikke en forklaring den dag, men det var tydeligt, at det gav mening for hende.

”Hellig,” som kirken kaldes i trosbekendelsen, er et dyrebart ord. Men er der alligevel for megen hellighed i verden? Hellige steder, som folk hellere vil dø for end dele?

Jeg tror på en hellig, almindelig kirke. En kirke, hvor Jesu ord lyder, hvor dåb og nadver sker, hvor Kristi Ånd virker og kalder os til tjeneste i livet med vor næste: En helt almindelig kirke i al ualmindelighed.