”Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder.”  1. Johannesbrev 4, 10

 

Jeg har aldrig rigtig kunne forlige mig med tanken om Jesus som et sonoffer. Sonofferet tegner omridset af en Gud, som er vred, og som skal formildes.

Men er det sådan Jesus fortæller om Gud? Er det sådan Gud møder os i Jesus?

 

Svært i praksis
Undervejs i det teologiske studium lærte vi om de forskellige måde forsoningstanken er blevet udfoldet gennem tiderne. 

Den klassiske, som understreger kampen mellem Kristus og alverdens ondskab, mørke og død; den objektive, der har fokus på Guds retfærdighed; den subjektive, der kredser om menneskers tro og tanker om Gud.

Vigtige overvejelser, som jeg imidlertid havde svært ved at forbinde med mit eget liv.

 

En ny forståelse
Det ændrede sig, da jeg stødte på den franske religionsforsker, René Girard. Han udfolder tankerne om offer og forsoning på en måde, som umiddelbart talte til mig.

Girard begynder med vores begyndelse som mennesker: med det nyfødte barn. Alle menneskebørn lærer ved at efterligne deres voksne. Barnet ser de voksne smile og smiler igen. Og den voksnes hjerte smelter!

Vi lærer alle sammen ved at efterligne. Det er der meget godt at sige om. Men det skaber også spændinger os imellem. For når vi efterligner hinanden, efterligner vi også hinandens begær. Vi stræber efter de samme ting: den samme økse, den samme mand/kvinde, den samme Porche.

 

Klassiske syndebukke
Meget tidligt i menneskehedens historie har en flok, en stamme, oplevet, at dette ”mimetiske begær” var ved at ødelægge gruppen/samfundet. Så er der sket det, at man er blevet opmærksom på én i flokken, som har skilt sig ud.

Èn med en anderledes hudfarve eller hårfarve, en særlig høj eller lav, en skæv kegle eller en leder. Man har sagt: det er hans eller hendes skyld! Man har udpeget en syndebuk, som man har jaget ud af samfundet, eller måske endda slået ihjel.

Man har oplevet, at det at overføre hele flokkens interne spændinger og aggressioner på én person skabte forsoning.  Og man har tænkt: det var guderne, der var vrede på os. Det var guderne der udpegede syndebukken. Vi ofrede syndebukken til guderne, og nu er de os igen venligt stemt.

Sådan forestiller Girard sig, at offertanken er opstået.

Offertanken har med tiden og i forskellige kulturer antaget mange forskellige former.  Men det grundlæggende har været, at en spænding afledes og et sammenhold forstærkes ved at udpege en person eller en gruppe som syndebukke.

 

Omsrogs for de udstødte
Girard viser, hvordan Jesus gør op med denne syndebukkemekanisme og offertanke. Hvordan Jesus konsekvent henvender sig til og viser omsorg for de udstødte: tolderne og synderne, de syge og de skæve.

Det bragte ham på kant med folkets religiøse autoriteter, dem som holdt budene og stod for kulten. De så ham som en trussel mod religionen og som en fare for samfundet.

Til sidst sagde ypperstepræsten: ”Det er bedre at en mand dør end at hele folket går til grunde.” 

De udpegede Jesus som syndebuk. Han blev dømt og henrettet som en forbryder. Men selv på korset gik han på tværs. Gjorde ikke andre til ofre, men bad for sine bødler.

 

Revolutionerende budskab
Og det er for Girard at se kristendommens revolutionerende budskab: at Gud ikke var med dem, der valgte at ofre Jesus, men var ét med ham, der blev ofret. At den Gud, vi møder i Jesus, er på offerets side.

Sådan afslører Jesu ord og gerninger og påskens drama syndebukkemekanismen og offertanken som det, de er: menneskeskabte afledningsmanøvrer.

Og sådan viser Jesus os en ny vej til forsoning med Gud og med hinanden: vi skal øve os i ikke at efterligne hinandens begær, men at efterligne Jesu grænseløse kærlighed.

Glædelig påske.

Peter Fischer-Møller