Gør oprør

Af biskop Peter Skov-Jakobsen, Københavns Stift

For Gud har ikke givet os en fej ånd, men en ånd med kraft og kærlighed og besindighed.
Paulus’ Andet brev til Timotheus 1,7

For nylig kom jeg over et lille skrift, en pamflet, skrevet af Stéphane Hessel. Han skriver om sig selv at han er på sin sidste etape med målstregen i sigte. 94 år – født i 1917. ”Gør oprør” hedder skriftet, og så langer han ud efter ligegyldigheden og taler for engagementet.

Mennesket har en evne til at oprøres over det samfund, man ikke kan være stolt af – det samfund hvor man ikke længere søger et fælles bedste. Han er drevet af en indignation over det, han kalder pengemagtens arrogance, egoisme og velforsynethed.

Han har en drøm om et samfund der iagttager menneskerettigheder, sociale muligheder, og som ved, at med vold kommer man ikke langt. Han gør mennesker opmærksom på at med den fremherskende holdning, der er, så udsætter vi vores fælles planet for et generalangreb, som den ikke vil overleve.

Men det er ikke en fej ånd der lægges for dagen i skriftet. Det er ikke et skrift om, hvor forfærdeligt alting er. Det er en appel til en menneskehed som han tror på! Mennesket bærer nemlig på en drøm. Han forfægtede den drøm som fransk modstandsmand under Anden Verdenskrig. Det er en drøm om et samfund hvor man ikke mistænkeliggør den fremmede, ikke vender sig bort fra den anderledes, en drøm om at skabe i fællesskab, en drøm om frihed og om at der er nok til alle, en drøm om at det fælles går forud for den enkeltes interesse! Selv denne verdens største konflikter, tror han, skal løses ved den gensidige forståelse og den årvågne tålmodighed.

At møde et menneske, der tror på den fredelige opstand og som ender sit skrift med ordene: ”AT SKABE ER AT GØRE MODSTAND. AT GØRE MODSTAND ER AT SKABE.” er som at løbe ind i troens påstand. Han skriver det ikke ud af naivitet. Hans far var jøde, og han har selv måttet bekæmpe den værste totalitarisme.

Jeg ved godt, at der ofte tales om politisk, økonomisk, militær nødvendighed, men denne protest gør godt, for her er et menneske, der tror og håber.

Nok kan verden ikke styres af evangeliet – men jeg skulle mene, at fortællingerne om Kristus kan vække tro og skabe længsler. Mon ikke tiden er moden til at vi i vores politiske, sociale og kulturelle liv tør tale mere om håb end om nødvendigheder?