AAA
 

Fiskeri og missionFiskeri og mission

Biskop Steen Skovsgaard

Af biskop Steen Skovsgaard, Lolland-Falsters Stift

I foråret inviterede en lokal lystfisker mig på en fisketur i Østersøen.

Vi skulle fiske fra en trollingbåd, hvor man langsomt trækker en masse kroge igennem vandet.

Det blev en stor oplevelse - også at overvære den omhyggelighed, som de mange fiskestænger og liner blev forberedt på.

Alle kroge var nyslebne hjemmefra, og da de skulle i vandet, foregik det med stor omhyggelighed.

Flere kroge øger chancen for bid
Vi satte 10 kroge ud, som hver fik sin særlige bestemte bane og dybde. Derfor blev nogle kroge ved hjælp af store blylodder trukket dybt ned i havet, andre lå længere oppe i overfladen.

Atter andre kom ved hjælp af flydeanordninger til at ligge væk fra båden, langt ude til siden. Det var på en sådan såkaldt sideplanner, at jeg fangede min første laks. Den vejede 10 kg.

Hvis den krog med andre ord ikke havde været der, var jeg kommet tomhændet hjem.


Kirkens kroge
Udover oplevelsen blev fisketuren for mig et billede på, hvor vigtigt det er, at der er stor mangfoldighed i kirken. Det er ikke tilstrækkeligt med et enkelt tilbud.

Der skal spilles på mange strenge og være mange liner i vandet, hvis vi vil tiltrække og fastholde folk i menigheden.

Når vi f. eks. taler om undervisning i kristendom, så er det derfor heller ikke tilstrækkeligt med tilbud for børn og unge. Der skal også være noget for de voksne og ældre.

En kirke i mission må arbejde på mange niveauer og give plads til stor mangfoldighed i sin virksomhed. Det kræver indbyrdes respekt, samarbejde og omtanke, så linerne ikke filtres sammen eller kommer til at ligge i vejen for hinanden.

Ellers kommer vi bare tomhændet hjem.

Det gjorde jeg heldigvis ikke den dag – takket være en krog, som havde en mere skæv bane end de andre.

Steen Skovsgaard

Mikkel, 24-05-12 12:40:
Kære Biskop Steen Skovsgaard
Tillykke med din fangst! Nu hedder du jo Steen ligesom Simon, der blev kaldt Peter - klippen eller stenen. Mon ikke Grundtvig i sin gode salme "Der sad en fisker" netop forudså den hændelse, som blev dig til glæde i foråret, og som årtusinder før glædede en anden fisker:
Nu, Simon! sagde Gud Faders Ord,
da prædiken hans var ude,
læg alle årer nu fluks om bord,
dem lystrer jo vel din skude.
Far ud på dybet, og drag en dræt!
Det er på tiden, om jeg ser ret,
mig lyster med dig at følge.

Tilføj kommentar