Af domprovst Steffen Ravn Jørgensen, Helsingør

Et nyt ord er kommet på alles læber: ”udkantsdanmark”. Landets grænser og omfang er uændret. Der er forsat lige langt mellem Esbjerg og København, Skagen og Kruså. Men mentalt er det sket noget.

De seneste år har været præget af reformer. Retskredse, amter og kommuner blev sammenlagt. I reformernes kølvand led mange lokalmedier bladdøden. Det er ikke godt for det lokale demokrati.

De mange tiltag er besluttet centralt på Christiansborg. Ekspertiser samles og økonomisk skulle det give besparelser. Borgere og lokalpolitikere i udkantsdanmark ser uforstående til, mens deres købstæder drænes for liv.

Kirken er der fortsat.
Skulle folkekirken følge tendensen, så kunne man nedlægge de 2.116 sogne og kirker for at samle alt kirkeliv i de 10 domkirker og et par aflastningskirker. Følger man logikken fra retsvæsen og sygehus, så kunne folk da godt køre 50 – 100 km for at komme i kirke. Man kunne holde 8 – 10 gudstjenester om søndagen. Der kunne ansættes præster med forskellige specialer som temagudstjenester, dåb og konfirmation. Til bisættelser og begravelser kunne man trække på præster, som besad særlige kompetencer. Konfirmander kunne hentes i busser, og man kunne bygge moderne undervisningslokaler.

Man kunne uden tvivl samle mange specialer og professionelle medarbejdere. Set fra et økonomisk synspunkt, så ville en sådan stordrift give klækkelige besparelser på kirkeskatten.

Men folkekirken er forsat forankret i det enkelte sogn. Det kirkelige nærdemokrati fastholder afgørende beslutninger i menighedsrådet. Sognet har en udpræget autonomi. Menighedsrådet ’kalder’ sognets præst. Menighedsrådet har frihed til at beslutte, hvordan midlerne skal anvendes og ansvar for at forvalte dem fornuftigt; eksempelvis ved at indgå i samarbejder med andre sogne.

Folkekirkens arv er et evangelium, som har lydt i 2000 år og er blevet forkyndt i vore middelalderkirker i slægt efter slægt. De første generationer af kristne byggede solide kirker. Dem kan vi ikke blot rive ned. De står der i hver en udkant og er rammen om den menighed, som kaldes sammen for at høre evangeliet. Gudstjenester og møder samler folk og gør stedet til mere end en boplads, et udkantsområde. Det er et sted med et navn, et sogneblad og et kirkeligt fællesskab.

Ofte bebrejder man folkekirken, at den ikke følger med tiden. Men hvis det, som sker med rets- og politireform, regioner og sygehuse, er et fremskridt, må man spørge, om fremskridt altid går frem.