Nyheder
Nyheder

Biskop til politikere: Stop mistænkeliggørelsen

Biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, vil til Folketingets åbningsgudstjeneste prædike om det kristne menneskesyn og samtidigt advare om mistænkeliggørelsen af religion. 

Biskop Elof Westergaard prædiker i år til Folketingets åbningsgudstjeneste. Pressefoto. 

Dorthe Wolff

Forud for det nye folketingsår afholdes der traditionen tro åbningsgudstjeneste i Christiansborg Slotskirke den første tirsdag i oktober. I år holdes prædikenen af biskop over Ribe Stift, Elof Westergaard, der her fortæller om den prædiken, han har forberedt. En prædiken over salme otte i det gamle testamente samt Galaterbrevets kapitel 4, vers 1-7, der begge handler om, hvordan man ser mennesket i Guds lys.

- Salmen er en forholdsvist kendt salme, som er meget enkel. Den udfolder, hvad et menneske er, og sætter mennesket ind i Guds skaberværk. I samme tråd fortæller Galaterbrevslæsningen om, hvad det vil sige at være barn af Gud.

Advarer om stigmatisering

Når Elof Westergaard vil huske os på, hvordan man ser mennesket i Guds lys, sker det ikke uden grund. I forhold til det nye folketingsår bekymrer han sig nemlig særligt om et af tidens højaktuelle emner:

- Jeg mener altid, at Folketinget skal lave en god lovgivning, der værner om vores fællesskab og samtidig giver os frihed i samfundet. Det ligger mig derfor på sinde, at man taler om lovparagraffer, der skal stramme vilkårene for religiøse forkyndere. På den ene side er det vigtigt med et samfund, der beskytter mod ondskab, men samtidig er det vigtigt at værne om friheden, og at man ikke stigmatiserer religiøs udøvelse, forklarer biskoppen. Han uddyber:

- Det menneskesyn, der udspringer af kristendommen, er for mig at se vigtigt at fremhæve i en tid, hvor religion er omgærdet af mistænkelighed fra en sekularistisk tankemåde. Det er vigtigt at tydeliggøre det kristne menneskes frihed ifølge Luthers tradition: at når mennesket er bundet til Gud, har det også frihed til at virke i det liv, man er i, og at tage ansvar. Stærk sekularisme giver ikke plads til religion og anerkender ikke betydningen af menneskets forhold til Gud.

Biskoppen tilføjer, at den måde som mange møder religion på gennem globale medier dels sker gennem fanatisme og meget ekstreme, voldelige retninger. Men det må ikke skygge for, hvad kristendommen er.

LÆS OGSÅ Mord og opstandelse fra prædikestolen

Lang tradition

Folketingets åbningsgudstjeneste er en tradition, der går helt tilbage til 1850, hvor kulturministeren for første gang bad folkekirken om at sørge for en ekstraordinær gudstjeneste før det første møde i Rigsdagen. Godt 160 åbningsgudstjenester og mere en 80 bevarede prædikener blev i 2014 samlet i bogen Politikere og prædikanter af professor emeritus og dr. teol Martin Schwartz Lausten. Bogen har op til åbningsgudstjenesten været fast inventar på Elof Westergaards skrivebord:

- Det er en god læsning, som handler om relationen mellem kirke og stat. Jeg har brugt bogen som forberedelse til åbningsgudstjenesten og i forhold til at kende historien bag gudstjenesten. Her har jeg kunnet se, at mange tidligere prædikener har taget udgangspunkt i det gamle testamente, hvilket jeg så også har tænkt mig at gøre, fortæller biskoppen, der glæder sig til dagen.

- Jeg synes, at det er vigtigt, at vi siden 1850 har startet folketingsåret med en gudstjeneste, fordi det er en markering af, at vi beder til en god lovgivning, og at vores samfund bygger på nogle værdier. Gudstjenesten markerer også, at der er ting, der rækker ud over det politiske.

Elof Westergaard har været biskop over Ribe Stift siden 2014. Han har udvalgt følgende salmer til åbningsgudstjenesten:

15 Op al den ting

396 Min mund og mit hjerte

321 O kristelighed

728 Du gav mig, oh Herre, en lod af din jord

Hele gudstjenesten transmitteres på DR P1 tirsdag d. 4. oktober fra kl. 9.55. Hør den her på dr.dk

LÆS Biskop Elof Westergaards prædiken her