Nyheder
Nyheder

Dansk biskop valgt til verdensforbund

10.000 lutherske kristne fra hele verden var søndag til reformationsgudstjeneste i Namibia under generalforsamling i Det Lutherske Verdensforbund.

Global reformationsgudstjeneste samlede søndag 10.000 lutherske kristne i Windhoek, Namibia. Henrik Stubkjær, Biskop over Viborg Stift er valgt til det ledende råd for Det Lutherske Verdensforbund på generalforsamlingen, hvor der også blev valgt ny præsdent med danske forbindelser. Foto: LWF

Ellen Aagaard Petersen

500 år efter at Luther slog sine berømte teser op på kirkedøren i Wittenberg i Tyskland, giver hammerslagene genlyd i hele verden. 74 millioner lutherske kristne i 98 lande kan i år fejre virkningerne af munkens oprør.

Repræsentanter for dem mødtes 10. - 16. maj i Namibias hovedstad Windhoek for at tale om, hvad der i dag samler og skiller de lutherske kirker på tværs af kulturelle og geografiske skel.

Frihedsbudskab

Et af de spørgsmål, som stadig skiller, er synet på seksuelle minoriteter og vielse af par af samme køn. Blandt dem, der samler, er det kristne evangelium forstået som et frihedsbudskab. Og netop fællesskabet om det, der samler, stod centralt på generalforsamlingen, som blev afholdt under overskriften ’Befriet af Guds nåde’.

Henrik Stubkjær, biskop over Viborg stift, blev valgt til verdensforbundets ledende råd og skal de kommende seks år være med til at lægge kursen for de globale fællesskabs arbejde.

- Det er en opgave, jeg glæder mig rigtig meget til. Også i dag er der brug for det frihedsbudskab, som det kristne evangelium forkynder, og for den hjælp til flygtning og udsatte, som Det Lutherske Verdensforbund står for, siger han.

Præsident med danske forbindelser

Den nyvalgte præsident for Det Lutherske Verdensforbund, Musa Panti Filibus er ærkebiskob i den lutherske kirke i Nigeria, som blev grundlagt af danske missionærer i 1913.

Der er fortsat forbindelse mellem Danmark og den nigerianske kirke, som i dag er en af de kristne kirker, der forfølges af terrorgruppen Boko Haram.

Musa Panti Filibus afløser den palæstinensiske ærkebiskop Munib A. Younan. Generalforsamlingen var den 13., siden Det Lutherske Verdensforbund blev grundlagt i 1947.

  

Det Lutherske Verdensforbund