Nyheder
Nyheder

Grænsen mellem liv og død

Søndag d. 12. marts kan du samle ind til Folkekirkens Nødhjælps årlige sogneindsamling. Fokus i år er at hjælpe sin næste, blandt andet i Sydsudan, hvor flere tusinde flygter over grænsen til Uganda hver dag.

Sogneindsamling 2017 - fotograf Yilmaz Polat

Foto: Yilmaz Polat.

Jutta Weinkouff, Folkekirkens Nødhjælp

Støvede, svedende og stive i blikket af anstrengelse kæmper kvinder og mænd sig op ad klipperne fra det udtørrede flodleje. Flodlejet udgør grænsen mellem Sydsudan og Uganda, og når de er nået op, er de nået i sikkerhed i Uganda. De har så meget med sig, som de magter. Nogle bærer deres ejendele i store bylter på hovedet, andre har læsset deres cykler, som de kæmper for at bakse op ad klipperne. 

Nogle dage kommer flere end 5000 sydsudanesere over grænsen til Uganda på flugt fra krig, vold og overgreb. 

Ugandas åbne grænser

- Når mennesker flygter for at redde deres liv, er det vores pligt at tage imod dem og bringe dem i sikkerhed. Så enkelt er det, og Uganda har ingen øvre grænse for, hvor mange flygtninge, vi vil modtage, fastslår Robert Baryamwesiga, leder af flygtningelejren Bidibidi i det nordøstlige Uganda.

Uganda tager imod flygtningene og giver dem et stykke jord, hvor de kan starte deres nye tilværelse – mod at det internationale samfund, med FNs Flygtningeagentur i spidsen, tager ansvaret for at sørge for nødhjælp, vand, sanitet, sundhed og skolegang til de mange flygtninge.

Hele Aarhus’ befolkning på en bar mark

I løbet af fire måneder, fra 3. august til 8. december 2016, blev 272.000 sydsudanesiske flygtninge – flere mennesker end der bor i Århus by – bosat i Bidibidi. 

Bidibidi var et uopdyrket bush-område, hvor den ugandiske regering og FNs Flygtningeagentur i hast etablerede et modtagecenter, udlagde veje, opmålte små jordlodder til flygtningene, etablerede vandtanke og latriner og organiserede uddeling af nødhjælp. 

I løbet af fire måneder blev Bidibidi den tredjestørste flygtningelejr i verden.

Det gør Folkekirkens Nødhjælp

Folkekirkens Nødhjælp har ansat unge flygtninge til at bygge midlertidige huse til de svageste flygtninge; syge, gamle, handicappede, enlige mødre og uledsagede børn. De ansatte tjener til livets ophold, og de svageste får tag over hovedet.

FNs madrationer er kun lige store nok til at overleve på. Især gravide og ammende kvinder får ikke næring nok. Som tilskud til bedre ernæring uddeler Folkekirkens Nødhjælp kontanter på en slags kreditkort. Med de ekstra penge kan kvinderne købe friske og nærende madvarer på markedet.

For yderligere at bedre flygtningenes ernæringstilstand underviser Folkekirkens Nødhjælp unge og kvinder i, hvordan de kan dyrke afgrøder på deres små jordlodder. Ud over undervisning uddeles såsæd og frø til kursusdeltagerne, så de gradvis bliver i stand til at klare sig selv.

Du kan gøre en verden til forskel for de sydsudanesiske flygtninge. Meld dig som indsamler søndag d. 12. marts.

Tilmeld dig på blivindsamler.dk

Sogneindsamling 2017 - fotograf Yilmaz Polat

Flygtninglejren Bidibidi i Uganda. Fotograf: Yilmaz Polat.

Sogneindsamling 2017 - fotograf Yilmaz Polat

Flygtninglejren Bidibidi i Uganda. Fotograf: Yilmaz Polat.

Sogneindsamling 2017 - fotograf Yilmaz Polat

Flygtninglejren Bidibidi i Uganda. Fotograf: Yilmaz Polat.

Folkekirkens Nødhjælps sogneindsamling

Ved Folkekirkens Nødhjælps årlige husstandsindsamling samler indsamlerne gennemsnitligt 900 kroner per rute.­

 

Når du går en rute, kan Folkekirkens Nødhjælp for eksempel give:

  • 30 flygtningebørn næringsrig mad i en måned
  • 25 mennesker midlertidigt husly efter en katastrofe
  • 5 familier en køkkenhave, der sikrer mad og indtægt


Se mere på Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside.