Nyheder
Nyheder

Kirkens Korshær til kamp mod fattigdom

For første gang nogensinde samles der ind til fattige i Danmark ved en landsindsamling den 27. november. En landsindsamling, der ikke burde være nødvendig, mener korshærschef Helle Christiansen. 

Kirkens Korshær mærker et stigende pres på landets varmestuer, og organisationen samler derfor ind til landets fattige og udsatte den 27. november. Foto: Kirkens Korshær

Dorthe Wolff

- Allerede et par uger efter at kontanthjælpsloftet blev indført, mærkede vi et stigende pres på vores varmestuer. Mennesker kommer i disse dage til os og beder om hjælp til at betale husleje og til at købe mad. Det er ikke i orden i et samfund som det danske. Og det er ikke nødvendigt.

Sådan skriver Helle Christiansen, chef for Kirkens Korshær, i en kronik til Søndagsavisen og på den baggrund har organisationen nu stablet den første landsindsamling på benene. Et tiltag, der ud over at samle penge ind til socialt arbejde i Danmark, også skal sætte fokus på situationen for landets udsatte.

- Nogle kan ikke spise sig mætte hver dag, nogle har ikke noget sted at sove, og nogle er sat helt uden for fællesskabet. Vi møder de mennesker hver dag på vores varmestuer og væresteder i Kirkens Korshær. Og vi ser flere og flere, som ikke kan få enderne til at mødes, forsætter Helle Christiansen.

Hende med mobiltelefonerne

En af dem, der til dagligt arbejder med udsatte på Kirkens Korshærs varmestuer, er korshærspræst Anne Kathrine Clausen. Hun har arbejdet som korshærspræst i Holbæk siden februar i år, men har allerede på den korte tid mærket et stigende behov:

- Der kommer blandt andet kontanthjælpsmodtagere på varmestuen, og igennem dem kan vi klart mærke det nye kontanthjælpsloft. Men vi ser også generelt en stigende søgning, for eksempel fra unge mennesker, som man ellers ikke skulle regne med. Men der findes en voksende gruppe af unge, som ikke har andre steder at være, og som trænger til at blive holdt lidt i hånden. De kan være havnet hos os fordi de ikke kan med familien, måske har de en broget familiebaggrund med skilsmisser, nye forældre, misbrugsproblemstillinger og måske har de selv et misbrug, som de prøver at lægge bag sig med behandlingstilbud gennem os, fortæller Anne Kathrine Clausen.

Anne Kathrine Clausen står først og fremmest til rådighed for samtaler om ”Gud og lidt af hvert”, som hun selv siger det. Hun er også ansvarlig for korshærsgudstjenester, aftenarrangementer med gudstjeneste og spisning, en ugentlig andagt i varmestuen og bisættelse af brugere. Og så er hun kendt som ”hende, der er god til at åbne mobiltelefoner”:

- Lige da jeg startede som korshærspræst var der nogle mobilselskaber, der begyndte at afskaffe taletidskort. Det skabte problemer for flere af de udsatte, fordi mange af dem står registreret i RKI, og så kan de ikke få lov til at oprette telefonabonnementer. Derfor var der mange, der pludselig havde brug for hjælp til at få en telefon med taletid, så de rent faktisk kan bruge den, forklarer hun.

Landsindsamling som protest

Når landsindsamlingen den 27. november løber af stablen, sker det med et klart budskab. Helle Christiansen, der igennem syv år på posten som chef for Kirkens Korshær har set udviklingen gå i den forkerte retning, forklarer: 

- Det er forkert, at der bliver en større og større ulighed mellem mennesker i Danmark. Derfor går vi ud og beder folk om at give et bidrag til vores sociale arbejde under overskriften ’Danmark mod Fattigdom’. Det er nødvendigt, at vi råber danskerne op ved at banke på deres dør. Der er mange danskere, der ikke ved, hvor galt det er fat blandt de mennesker, som har de sværeste vilkår i vores land, siger Helle Christiansen. 

Pengene fra landsindsamlingen går til Kirkens Korshær, som rundt omkring i landet tilbyder udsatte og fattige rådgivning, følgeskab til møder med sagsbehandlere, billig eller gratis mad, ly for natten, en madpakke til skolebørn og et bad til en hjemløs. Men sådanne opgaver burde slet ikke ligge hos en organisation som Kirkens Korshær, mener Helle Christiansen:

- Det kan man sige om alt vores arbejde. At det burde i grunden ikke være nødvendigt. Derfor gør vi det under protest. Men vi er glade for, at vi kan gøre det, når nu det er nødvendigt. 

Om landsindsamlingen 27. november

  • Det er første gang, Kirkens Korshær holder landsindsamling, og det er første og eneste årlige landsindsamling til fordel for socialt arbejde i Danmark.
  • Der er bestilt 9000 indsamlingsbøsser
  • Der bliver delt 9000 lilla muleposer og nøglesnore ud til indsamlerne
  • Der er trykt 800.000 foldere, der bliver delt ud til dem, der støtter indsamlingen, og til dem, der ikke er hjemme, når der bliver banket på deres dør
  • Der bliver samlet ind over 200 steder i landet
  • Det tager cirka tre timer at gå en rute
  • Alle kan samle ind. Unge under 18 år skal gå sammen to og to, mens børn under 11 skal følges med en voksen
  • Du kan læse alt om, hvordan du bliver indsamler på danmarkmodfattigdom.dk

Informationerne er hentet fra den seneste udgave af Kirkens Korshærs magasin Korshærsbladet. Her bringer Kirkens Korshær en række interviews af blandt andet biskop Peter Skov-Jakobsen og kunstner Erik Clausen om deres holdninger til fattigdom. Læs Korshærsbladet her.