Nyheder
Nyheder

Konfirmander laver juledekorationer til byens efterladte

I Hanstholm har de, som har mistet en ægtefælle i løbet af året, fået en varm julehilsen af byens konfirmander.

Pernille Marie Andersen, 7. klasse Hanstholm Skole, overrækker en hjemmelavet juledekoration til Henning Larsen, Ræhr, som for 3 måneder siden mistede sin hustru. Foto: Aalborg Stift.

Astrid Højbjerg

Julen kan være en svær tid, når man har mistet en ægtefælle. I et forsøg på at gøre den svære højtid lidt lettere, har 31 konfirmander fra Hanstholm netop uddelt juledekorationer til enker og enkemænd, der går julen i møde alene for første gang. Det skriver Aalborg Stift.

    Initiativet er afslutningen på et diakoniprojekt, som de to lokale sognepræster Mariann Dyhrberg Christensen og Finn Feilan har kørt i konfirmandstuen i november.

    - Lignelsen om den barmhjertige samaritaner bliver på den måde til virkelighed. Kristendom skal ikke kun læses op af en bog, den skal være i mødet mellem mennesker. Netop dét vil vi gerne lære vores konfirmander, fortæller sognepræst Mariann Dyhrberg Christensen. 

    Et rørende møde mellem to generationer

    Konfirmanderne har selv lavet de dekorationer, som de efterfølgende tog ud og afleverede hjemme hos de efterladte.

    Og det var en bevægende oplevelse for både givere og modtagere.

    - Jeg er meget rørt over, I har lavet en dekoration til mig. Tak skal I have, sagde Henning Larsen og tog et lommetørklæde op af lommen. For tårerne pressede sig på. Henning Larsen mistede sin kone til kræft for bare 3 måneder siden, efter 44 års ægteskab.

    - Jeg er overrasket og glad. Det varmer, at der er nogen, som tænker på én, sagde han om initiativet.

    I alt blev 31 dekorationer delt ud på to dage, herunder også til byens værested og til plejehjemmet.

    Vil gøre det igen

    Sognepræst Mariann Dyhrberg Christensen er oprigtig stolt af sine konfirmander.

    - Selvom de unge kan have svært ved at sætte ord på, så kan man tydeligt mærke, at oplevelsen gør noget ved dem.

    Og spørger man rundt i klassen, er de unge også enige om, at de godt kunne finde på at gøre det igen. For det er en rar fornemmelse at vide, at man har været med til at give andre en god oplevelse.

    Konfirmanderne har også som en del af forløbet bagt og solgt kager – og doneret pengene til Menighedsplejen. Ved fælles hjælp samlede de næsten 4.000 kroner ind.