Et år er gået, og årsskiftet indbyder til refleksion over det forgangne år, men også særligt over, hvordan det nye skal forløbe.
Folkekirken.dk har bedt en række danske kirke- og mediefolk give deres bud på, hvordan Folkekirkens nytårsforsæt for 2012 skal lyde.

Livsstilsekspert:
Åbn kirkerne
- Nogle af de smukkeste bygningsværker i vores lille andedam er kirkerne. Derfor er det utroligt ærgerligt, at man ikke kan komme ind og se dem, når man støder på en, man aldrig har besøgt. De er ofte låst! Kirken er nærmest den sidste bastion, hvor folk hvisker! Det er tiltrængt i den tid, vi lever i.
Syng så alle kan være med
- Når man kommer lidt op i årene, kan det være svært at ramme de tonearter, som "klaveret" spiller. Ofte, når jeg vil synge med i kirken, må jeg give op, fordi salmerne afvikles i så høj en toneart, at jeg lyder som en anskudt gås! Sænk tonearten, så flere kan synge med på salmerne. Det giver et mere inkluderende sammenhold. For vi er jo ikke alle kirkesangere. Desværre.

Chefredaktør, Ekstra Bladet
Tag hånd om de fattige
- Folkekirken bør i endnu højere grad påtage sig opgaven som de fattige danskeres hjælpere og talerør. Det er der brug for, og kirken har medmenneskeligheden og overskuddet til det.

Kommunikationschef, KirkeWeb
Stå sammen om troen
- Når man læser om folkekirken i de landsdækkende medier er det ofte konflikthistorierne, der dominerer billedet. Selvom det er vigtigt at diskutere eksempelvis vielsesritual for homoseksuelle, kunne det være oplagt at sætte de store centrale, fælles anliggender på dagsordnen. Folkekirken skal først og fremmest være kendt for, at man her kan finde tro, håb, mening og fællesskab.
Styrk kommunikationen
- I sognene kan man arbejde på at gøre kirkens tilbud endnu mere tilgængelige for sognets beboere, og på landsplan kan folkekirken forsøge at placere kirkens 'gode historier' i nyhedsbilledet. Det kræver både lokalt og nationalt en øget opmærksomhed på kommunikation. Efterårets menighedsrådsvalg kan være en oplagt anledning til at evaluere den eksisterende kommunikationsindsats og overveje nye muligheder.

Konsulenthuset Seismonaut
Involver borgerne
- Styrk kommunikationen. Kirken skal bruge alle medieflader! Sæt jer i sognene og lav en mediestrategi, der involverer og engagerer byens borgere.
Tænk nyt
- Lav et nationalt kirkelaboratorium, hvor man udforsker og nytænker kirkens muligheder. Leg med indretning, formidling, involvering, liturgi og så videre.

Kirkeordfører, Venstre
Tættere på danskerne
- Kom tættere på den almindelige dansker. Folkekirkens sprog, indretning og forhold skal kunne forstås af det moderne menneske, så kirkefremmedhed minimeres.
Engager borgerne
- Få flere til at blive aktive omkring menighedsrådsvalget.
Engagementet omkring menighedsrådsarbejdet skal udbredes og interessen for Folkekirkens liv styrkes.
Foto: Folketinget

Socialdemokrat, formand for kirkeudvalget
Debatér kirkens udfordringer
- At mange i folkekirkens forskellige organisationer positivt vil deltage i en debat om kirkens strukturelle udfordringer.
Engager borgerne
- At valgene til menighedsrådene vil slå alle rekorder om aktiv deltagelse
Foto: Folketinget