Snart Søndag

 

I Den danske kirke i Bruxelles har vi konfirmation på Kristi himmelfarts dag.

Det er der god mening i, for fortællingen om Jesus, der tager afsked med disciplene, der derefter skal være helt alene hjemme (i hvert fald til pinse) ligger ikke så langt fra den erfaring, som er knyttet til konfirmationen: At vi øver os i at tage afsked med vore store børn, og de øver sig i at tage afsked med os.

Ikke fordi de lige nu skal skilles fra os, men adskillelsen kommer på et tidspunkt, og så kan det være nyttigt at have øvet sig.

Så havner vi ikke i den misforståelse, at adskillelse skulle betyde, at vi skilles fra hinanden for aldrig igen at mødes. Adskillelse rummer også et løfte om, at vi forbliver i hinandens tanker og nærhed, og at vi igen engang skal være sammen. 

Det, vi har delt, det fundament, der er fælles, bærer os og vil fortsat bære os, uanset vi ikke følges ad. Fundamentet forbliver fælles, og på det vil vi også mødes igen.

 

Plads til begejstring
Og adskillelse er godt og vigtigt. For disciplene betød det, at der nu var plads for dem til at leve det liv, Jesus ville have dem til at leve.

Efter den første påske er disciplene udlærte. De ved nok til at stå på egne ben. Og til at gå på dem. Med Jesus tilbage hos sin Fader var de endelig alene hjemme, med plads til at være sammen og gå ud og gøre det, der skal gøres.

For der er jo – heldigvis også – et liv der skal leves, før vi skal samles igen. Det skal konfirmanderne også glæde sig til.

 

Kom bare ud
På torsdag mindes vi endnu en gang om, at det er vigtigt at få plads og luft og at gå ud og videre!

Søndag er det 6. søndag efter påske. Den bøn, Jesus beder, og som vi skal høre lidt fra søndag, beder han i Johannes-evangliet lige foran adskillelsen fra disciplene.

Det er en bøn om at være ét. Som Jesus er ét med Faderen i himlen, skal de være ét med ham, og de skal være ét med hinanden! Og denne udadskillelighed skal få dem til at vove adskillelsen.

I kirkeåret er vi mellem påske og pinse, så det er også en bøn, der lyder som lokkende ord til os, der står og kigger lidt måbende og handlingslammede inde i den tomme grav. Det er ikke dér, Jesus er.

Han står udenfor og kalder og lokker os ud. Kom ud og leg! Det spændende er, at Jesus står udenfor og kalder på os, der er indenfor.

Man skal altid være skeptisk overfor dem, der prøver at lokke andre til noget, de ikke selv tør, men sådan er det ikke med Jesus. Han lokker os til det, som han selv gjorde til den yderste grænse: lever livet!

 

Alt er ikke lige meget
Så gå i kirke … på torsdag … og på søndag. Hvem ved, hvor længe vi får lov til at blive ved med at holde fast i, at der er forskel på tider, steder og dage … at alt ikke er lige meget!

Per Melhof

Bruxelles