Salmebogen nr. 744

Prædiketeksten med temaet om de betroede talenter kan sagtens få en til at tænke på en salme som: Du gav mig, o Herre, en lod af din jord med vendingen om, at jeg må bruge det pund, der blev mig givet.
Eller Brorsons salme: Kom, hjerte, tag dit regnebræt ... men begge salmer er så tidsbundne dels til høsttiden, dels til Nytårsdag.
Derfor vælger jeg – for nu at bibeholde temaet om de betroede talenter – at benytte Kingos salme, Morgenrøden sig udstrækker, hvor der også, i vers 3, er en henvisning til det mig betro’de pund.
Salmen som morgenbøn
Salmen stammer fra Kingos syvende og sidste morgen-suk i den fjerde udgave af Aandelige Siunge-koor fra 1684. Teksten var oprindelig skrevet ud i eet, ikke som en salme – men som en morgenbøn.
Det er først i midten af 1800-tallet, at salmekenderen, P. A. Fenger, opsætter teksten som en salme i syv vers, hvoraf de fem vers er med i den nuværende salmebog, anbragt i afsnittet med morgensalmer.
Et stærkt billedsprog
Det er dejligt at synge Kingos morgensalmer, der er så fyndige og medrivende. Han har et stærkt billedsprog, der nærmest kalder på – ja, insisterer på – lovsang!
Morgensolen i v. 1 udvikles til talen om nåde-solen i v. 2, der blir et billede på tanken om Guds forsyn, hvor Guds øje vil våge og lyse freden over mig.
I salmen beder den, der synger om styrket og belært, at kunne bedre sig dag og stund. Samtidig bedes der om, at jeg har et vagtsomt øje / på det mig betro’de pund!
Kingo benytter selv udtrykket: Paa mit anbetrode Pund, hvor anbetrode er det samme som det pund, jeg har fået i varetægt.Et andet udtryk for de evner og muligheder, jeg har fået at forvalte her i livet.
Det sidste morgensuk
Kingos syvende – og sidste – morgensuk er skåret over den kendte skabelon: at jeg vil være under Guds forsynstro.
At alle der beder, vil blive bønhørt; at alle, der befinder sig i angst, vil blive trøstet og at alle vil blive bevaret fra samvittighedskvaler. (v. 4)
Salmen ender med en bøn om, at vi alle må trine (træde) frem med en bøn om, at Jesus vil gøre en ende på vor møje og elende, så det hele ender godt – dvs efter Guds kærlige vilje!
Henning Nielsen,
sognepræst
Henning Nielsen, orlogspræst
Præsterne
Marianne Christiansen,
Løgumkloster,
Henning Nielsen,
Hyllested,
Eva Thorgaard Jerg,
Christianskirken Fredericia
Karsten H. Petersen,
Sankt Nikolaj Kirke Vejle skriver på skift Ugens Salme