Det er snart sommer, og det er tid til en årlige luftning af hormonerne. Dette menneskelige grundvilkår gælder os alle, hvad enten vi tilhører den aktive af slagsen eller mere definerer os som lurere, der samler appetit ude og spiser hjemme. Kærlighedens veje er uomgængelige, og det er da netop også i kærligheden til og fra et andet menneske, at vi kan leve videre minut for minut. Det er en afgørende del af kirkens budskab, for hvad skal vi med den overordnede kærlighed, hvis vi ikke evner at føre den ud i det praktiske liv?

Det er i det lys, at farcen om kirkelige vielser af homoseksuelle skal ses. Gud skelner ikke mellem kønnene, han fokuserer udelukkende på, om projektet lykkedes. Hellere et lykkeligt forhold mellem to af samme køn end et ditto, hvor mand og kone bruger det meste af tiden på...

Så er der atter budt op til dans i den kirkelige. Denne gang handler det om de bebudede lukninger af 16 eller 17 kirker i København. Næppe havde Stiftsrådet sat navne på kirkerne, før diskussionen begyndte om rimeligheden i beslutningen. Andet manglede også bare. For ligeså evident det er, at der er for mange kirker i hovedstaden, ligeså selvfølgeligt må det være, at de, der trods alt bruger de lukningstruede kirker, reagerer. Nok kan man med en lineal og et regneark i hånden se, hvad der skal lukke, og hvad, der ikke skal. Men følelserne for de udprikkede kirker står hinsides al matematik og alle budgetter. De kan hverken vejes eller måles, men kan udelukkende forklares i det historiske vingesus, der gennem årtier har dannet rammen om gudstjenester og kirkelige handlinger.Jo, det er synd og...

Hvad i al verden skal vi dødelige gøre uden de elektroniske medier? Over for dem ender vi ikke bare som uvidende asener, men vi mister også vores kontaktnet. I en dagligdag med fyldte bleer og stress på jobbet, kan det være svært at pleje det, man så flittigt gjorde i de glade ungkarledage. Ikke noget med at drikke en øvre legemsdel ud fredag aften og nat, når regningen næste morgen hedder små børn, der kræver ens fulde opmærksomhed. Næ, så er man både klog og artig og går tidligt i seng, mens de sjove og alvorlige samtaler med vennerne fortoner sig i fortiden.Men så er det, at elektronikken gør os til en del af den verden, der leves på den anden side af murstenene. Via mails , sms’er og facebook får vi på snart sagt alle tider af døgnet de små livstegn fra vennerne. Det gjorde jeg forleden...



Det var i de glade 80ere. Det var dengang, hvor man enten kunne provokere med en attachemappe i imiteret læder eller et hår, der gik ned til skulderen. Mere skulle der såmænd ikke til i dette naive årti, og stillet over for de to muligheder, valgte jeg den sidste løsning. Stilikonet var Morten Harket, den legendariske forsanger i den norske trio A-ha, der storhittede med Take On Me. Passionen skulle leves fuldt ud, så i H&M købte jeg en billig hvid trenchcoat og lod mine håndled indrulle i nogle afklippede læderstrimler, som jeg købte i det hedengangne Fredensborg Indkøbscentral. Sådan så Morten Market nemlig ud, og sådan kom jeg til at se ud. Selvfølgelig var det med hul i øret og så spidse cowboystøvler, at de kunne sætte liv i selv den sløveste krikke.

Og midt i dette vanvidskostume...

Folkekirken har omsider fundet det underholdningselement, som end ikke X Factor kan hamle op med. I den forgangne uge har to præster og én politiker således meldt sig ud af foretagendet med den begrundelse, at de ikke kan lide kirkeministeren. Dermed når den kirkelige debat nye lavpunkter, mens den sammenhængskraft, der hidtil har kendetegnet folkekirken, bliver sat på en endnu større styrkeprøve.

Det har altid være folkekirkens varemærke, at der i dén er så højt til loftet og langt til væggene, at alle kunne føle sig velkomne. Det har jeg det ganske godt med, og jeg har det særdeles godt med at være i kirke med nogle, som kirkeligt står langt fra mig. Jeg accepterer, at der er præster, der ikke vil vie fraskilte, og jeg anerkender, at der medlemmer af folkekirken, der har et anderledes syn på...