Så har de opvakte medier igen slået til. I en tid, hvor en død betalingsring og en reduktion i busbilletterne på halvanden krone synes at udgøre svaret på den globale finanskrise, må der også ånd til. Eller måske snarere manglen på samme. For ifølge diverse overskrifter står det så sløjt til i folkekirken, at de enkelte kirker må bukke under for messefald. Altså gudstjenester, der bliver aflyst på grund af et for sølle fremmøde. 

Det er ikke digterisk frihed. Tallene taler deres tydelige sprog, men spørgsmålet er, hvad vi skal med tallene? Udgangspunktet for pressekorpset, der ikke just er kendt for deres objektive tilgang til folkekirken, tager for givet, at folkekirken kun er sat i verden for at afholde gudstjeneste. Men virkeligheden er langt mere nuanceret. Den lokale folkekirke er også...

Det er ikke nemt at være folkekirke. Det ene øjeblik bliver den beskyldt for at være en støvet affære, og når den så forsøger at gøre sig lidt til, står de samme kritikere og klandrer den for at frådse med midlerne. Sådan omtrent kan den aktuelle debat om et logo og design for folkekirken tolkes. Næppe var budskabet råbt fra tagene, før en række kritikere – fra tidehvervske til gammelkommunister – stod og hældte brænde til bålet. Førstnævnte mente, at et folkekirkeligt logo og design er en teologisk misforståelse, fordi evangeliet sådan set allerede udfylder den rolle, mens Enhedslisten kaldte det overforbrug i en tid, hvor alle andre må skære ind til benet.Ingen af argumenterne har imidlertid hold i virkeligheden. Hvis folkekirken ikke må have et logo, fordi evangeliet i forvejen udtrykker det,...