Dansk politik har nået nye lavpunkter. I de seneste dage har SFs Pernille Vigsø Bagge været offer for mediernes gudsjammerlige trædemølle, fordi hun har foreslået et nyt navn til Kirkeministeriet. Nuvel, jeg er særdeles uenig med hende også på dette punkt. Det ved hun, for vores divergenser på stort set alt har vi lagt åbent frem i debatbogen Ligusterkirken og på snart et utal af debatmøder landet over.
 
 Problemet er ikke, at hun har foreslået et nyt navn til det gamle ministerium. Problemet er heller ikke, at hun 24 timer efter sit forslag har trukket i land. Næ, problemet er, at hun ikke har fået skyggen af opbakning fra sine regeringsfæller, der for en dels vedkommende før har udtrykt præcis samme ønske om et navneskift. 

 så sent som den 8. september sidste år i Kristeligt Dagblad.Har man fulgt bare nogenlunde med i den kirkelige debat ved man, at politikere i en nu glemt, men nær, fortid har foreslået at danne et decideret religionsministerium. Det gjorde for eksempel min kære facebook-ven m.v., Karen Klint fra Socialdemokraterne,

Interessant nok fandt denne udtalelse og de øvrige i samme boldgade ikke nåde for den helt store debat. Men et signal var sendt, og personligt både forventede og frygtede jeg, at Kirkeministeriet faktisk ville skifte navn ved efterårets regeringsdannelse. Den aktuelle debat er derfor bare en gammel og sur vin på nye flasker, og derfor kan dette halløj på Vigsøs kirkebagge kun undre.

Jeg opfatter mig gerne som min venners ven, og jeg kommer dem gerne til undsætning, når de kommer i knibe. Så hvis en og anden skulle tro, at jeg er ude i det ærinde, er de så velkomne

Men de må også forstå, at denne navnestrid ikke handler om Pernille Vigsø Bagge. Der er langt mere på spil. 

Det handler om at fastholde eller forkaste de danske værdier. I den henseende spiller den evangelisk-lutherske kristendom en nøglerolle, fordi med forholdet mellem stat og folkekirke definerer os som et kristent land. Derfor er det ikke lige meget, hvad kirkeministeriet hedder. Med et navneskift sender man et kraftigt vink om, at Danmark er et multikulturelt land, og man af netop den årsag ikke kan tage særhensyn til særlige trosretninger – heller ikke til folkekirken, som er en afgørende del for vores sammenhængskraft.

Alt dette ved man i regeringspartierne. De er dybest set enig med Pernille Vigsø Bagge, men på grund af dårlige meningsmålinger og en presse med for høj potensføring, er de blevet bange for selv deres egne meninger.

Og det er beskæmmende, at man på den måde spiller med fordækte kort. Pernille Vigsø Bagge gav pokker i spin og kloge kommentatorer og sagde sin ærlige mening. Ganske vist har statsminister Helle Thorning-Schmidt sagt, at Kirkeministeriet beholder sit navn. Men hun har ikke sagt noget om hvor længe, eller noget om, at partiet reelt har ændret kurs på dette afgørende område.

Og når hun ikke har det, kan man kun frygte, at det vil ske en dag.