Der er noget selvpineri over januar. Efter en december måned på første klasse med god mad, alt for meget at drikke og gaver, som kontoen ikke helt kunne magte, er vi nu havnet pladask i den menneskelige virkelighed med dårligt vejr, endnu mere finanskrise og en ny runde af X Factor.

I dette nådesløse miskmask skal vi så forsøge at hitte rede på både det nye år og os selv som moderne mennesker anno 2012.

Det gælder også på det kirkelige område. På mange måder bliver året et skæbneår for folkekirken. I løbet af nogle måneder vil de første vielser af homoseksuelle finde sted, og selv om den barslede lovvedtagelse både er fornuftig og evangelisk, kan det ikke udelukkes, at den får nogle medlemmer til at smække med døren.

Det samme kan meget vel ske, hvis debatten om en adskilles af stat og kirke som ventet vil tage til. En kirke uden staten er som en kirke uden folket, og dermed bliver danskerne ledt ud i et religiøst tomrum, som bliver så godt som umuligt at udfylde.

Folkekirken styrke har altid været, at den er for alle. Her kan ham med den store tro mødes med hende med den lille ditto, og på knæ foran Herrens alter skelnes der ikke mellem social status eller størrelsen på pensionsopsparingen.

Nok vil en adskillelse ikke ske hen over natten, men hvis tilhængerne fastholder deres fodfæste i sagen, vil det sende uoprettelige bølger gennem hele folkekirken.

Det vil smadre sammenhængskraften, fordi de enkelte kirker givetvis vil profilere sig som enkeltkirker og ikke som en del af en helhed. Og det er en velfungerende helhed. Trods den evindelig snak fra sladderkællingerne m/k har folkekirken det godt. Det er den forening i landet med suverænt flest medlemmer, og den har tilmed et budskab, som stort set alle har forstået.

De kendsgerninger er værd at tage med, når der senere på året afholdes menighedsrådsvalg. Valget vil næppe gå hen og blive en folkesag, selvom der er al mulig grund til, at det bliver det.

Folkekirken er en lægmandskirke, der kun kan virke i og med sit folk. Hvis vi i vores lokalområde fortsat vil have en kirke, må den have en synlig opbakning. Her er det ikke nok kun at betale sit medlemsbidrag og tro, at andre træffer de daglige beslutninger.

Ikke kun i sognet, men også på landsplan. Aktive menighedsrådsmedlemmer er nemlig med til at præge den samlede debat om folkekirkens fremtid, herunder spørgsmålet om adskilles af stat og kirke. Får vi mange kandidater, der har modet til at sige til og fra, vil vi én gang for alle kunne lukke munden på de, der ønsker folkekirken hen, hvor peberet gror.

Alternativet er, at vi får januartømmermænd og endnu mere selvpineri i folkekirken hele året – og de kommende år med.