Det er jul, det er cool, og det er tid til at hive alle de velkendte travere frem igen. Forrest står budskabet om fred på jord og ønsket om, at selv lænkehunden må få dobbelt sul. Her i december synes al nag gemt og glemt, for hvem kan da finde på at vise ondskab, mens Jomfru Maria vrider sig på sit usle barselsleje? Og hvem kan da nænne bare at gå forbi kørestolsbrugeren, der med bedende øjne og dyb røst forsøger at få afsat et eksemplar af Handicap Jul? Det kan såmænd de samme mennesker, os, der årets øvrige elleve måneder ikke har problemer med at opføre sig stik modsat. Det kan måske kalde på forargelsen, men mest af alt dog på realiteternes verden.

Det er en illusion at tro, at godheden er en permanent menneskelig tilstand, og det er en misforståelse at tro, at nogle mennesker er bedre end andre. Som urmenneske betragtet er vi  i bund og grund godt rådne med en egoistisk tankegang, og derfor handler hverdagens gøren og laden om at kratte så meget ind til egen husstand som overhovedet muligt. Vi kræver mere i løn, længere ferier og højere pension, mens vi reelt set giver pokker i, om kollegaen får det samme. Det er ikke vores problem, tænker vi, mens vi nøje gennemgår på decimalen, om arbejdsgiveren nu har overholdt sin del af aftalen med os.

„Jeg” er kommet i fokus på bekostning af „vi”, for „der er”, som jeg engang hørte en god kristen formulere det, „kun lille mig til at passe på lille mig”. Udtalelsen er ikke et unika, og for den sags skyld kunne den godt være min egen. Den viser, hvordan den kristne tro har flyttet sig, for hvor det for årtier siden var nok at have et fælles tro på Gud, konge og fædreland, er det i dag mere end nok at tro på egne bedrifter. Af samme grund får lænkehunden ikke doblet op og den handicappede ikke solgt sit blad, fordi de har fortjent det. Nej, velgørenheden sker alene for vores egen skyld. Vi kan ikke byde os selv og vores familie at gå julen i møde med uro på samvittigheden. Den skal være handlet på plads sammen med julegaverne, og når vi sidder juleaften med anden og konen kan Afrika sulte nok så meget. Jeg har givet, hvad jeg skulle og mere til, og når der kun er lille mig til lille mig, må resten af evangeliet udfolde sig selv. Fri mig for det gode og de politiske korrekte meninger. Det er jul, det er cool, og først skal træet vises.