Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol besluttede fornylig, at samtlige kors skal fjernes fra klasseværelserne i de offentlige skoler i Italien. Begrundelsen blafrer godt i vinden, for heller ikke i Italien er der nogle, der skal tvinges til at tro noget andet end det, de vil.

Korset vidner om den tro, der trods alt er så rodfæstet i befolkningen, og som dermed er en væsentlig del af den italienske kultur og historie. 

Men det blæser menneskerettighedsdomstolen så grundigt på, at de nu forbudte kors kun kan være første skridt på vejen til at rense Europa for alt, hvad der bare minder om kristendom. De nordiske flag med korset vil være et oplagt næste mål, og når man nu alligevel har gang i fejemaskinen kan man tage juletræet, julesalmerne og vores kalenders fridage, der er tilpasset de kristne højtider, med i faldet. Tilbage står vi med et nøgent og splittet samfund, hvor ingen må sige , mene eller tro noget som helst, for bare det at antyde en holdning i sig selv kan opfattes diskriminerende for de, der måtte være uenige.

Det er en misforstået godhed og tolerance, og det er på tide, at der bliver sat en stopper for dette eskalerende vanvid. Truslen er så alvorlig for hele den europæiske identitet, at sagen bør kunne forene de politiske fløje – herhjemme og i udlandet.  Glem derfor alt om nationalistiske strømninger og postuleret islamofobi. Hvis Europa fortsat skal være et tolerant sted at være, hvor der er højt til loftet og plads til alle, kræver det først og sidst, at vi kan se os selv og vores egne rødder i øjnene.

 

Korset skal med andre ord tilbage til klasseværelset, så vi vedvarende kan blive mindet om vores baggrund. Men det er hårde odds. Kristendommen er i disse år udsat for så massivt et angreb, at vi kristne med rette kan spørge, hvad det i grunden er, at vi har gjort? Svaret er ingenting, for årsagen til kritikken skyldes almindelig dumhed og uvidenhed. Det er ikke de kristne, der lader den syge ligge, nægter at respektere kvinden og bilder sig ind, at spørgsmål kun kan besvares med terror.

 

Det er således ikke kristendommen, der er verdens problem. Det budskab skal råbes højt fra tagene, og ikke mindst fra de europæiske statsledere, der må træde i karakter og gøre det klart, hvilke indiskutable værdier, Europa er bygget på. Her er kristendommens betydning evident, og skal vi ikke smide os selv og efterfølgende generationer ud med badevandet, må vi sammen rejse os og kræve fornuften, friheden og fællesskabsfølelsen tilbage til Europa.