Kære læser,

Jeg får tit at vide, at jeg er af den gamle skole. Jeg går ofte ulastelig klædt i jakkesæt, sover i en stribet natdragt, som jeg har døbt Gotfred Lund efter Matadors legendariske byrådssekretær, plejer min hud så selv Karl Lagerfeld må klappe anerkendende og går bevidst efter kvalitet frem for pris.

Med i den remse hører også et udpræget høflighedsgen. Lad det fare, at det er egoistisk sagt, for det er sådan, jeg er. Derfor er det forstemmende at se, hvordan egoismen har forplantet sig til selv de mest indlysende situationer.

Som da min gravide hustru forleden kom hjem fra Roskilde Sygehus’ jordemorderafdeling med en beklagelse om, at halvdelen af de stole, der var sat op i venteværelset var besat af virile og adrætte mænd. Ikke én tænkte på at lette bagen – bortset fra ham, der havde en mere sydlands baggrund.

Tilfældet er ikke enestående. Togpassagerer kan således berette, at de næsten ikke kan komme ud af vognen, fordi de, der vil ind, ikke vil erkende, at der er mere plads i et tomt tog end i et fyldt.

Eller når vi mailer til hinanden. Nogle gange får jeg en mail, der går lige til sagen. Ikke noget med et høfligt „kære” først eller bare et mere frejdigt „hej” eller måske „halløjsa”. Det kan lyde banalt og småligt, men dækker i virkeligheden over et samfundsskred af dimensioner.

Ved at indlede en mailkorrespondance med et „kære” viser vi ikke bare modtageren respekt, men også en tålmodighed med vores ærinde. Vi har ingen hastværk, for i dette nu, vi skriver mailen, signalerer vi, at vi ikke har andet i tankerne end netop denne henvendelse. Derfor kærrer jeg meget om „kære”. Endda så meget, at jeg for nylig måtte give en af mine venner en opsang, fordi han i en mail for første gang i flere år havde glemt dette respektfulde ord. Begribeligvis undskyldte han prompte, og han har siden efterlevet mine dessiner.

Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen fik det halve folk mod sig, fordi han i en nytårstale spurgte: „Kan vi ikke gøre det lidt bedre?” Vil folket forføres, så lad det. Jeg har intet politisk mandat på spil og kan således tale, som det behager mig inden for gældende kodeks. Kan vi ikke gøre det lidt bedre? Jo, det kan vi.

Vi kan begynde at se medmennesket som nogle kære. At virkeligheden så ikke altid efterlader os med det indtryk, er en anden sag. Men et sted skal vi begynde, og vi kan så passende stå på toget, når de andre er stået af, for ellers får vi ikke plads til os selv, vores kære mor eller bare en kære kære. 

Kære læser, kære C, kære K og kære P. Det er i bund grund dér, hvor kristendommen begynder.

Med venlig hilsen – og ikke „kh” som jeg selv kan forfalde til –

Bo Nygaard Larsen