Mens vinteren stadig strenges med temperaturer på den forkerte side af frysepunktet, bliver der fyret godt op under de kristelige kedler. For eksempel er det faldet Karsten Riise Kristensen for brystet, at der i vor danske pas er afbildet Kristusfiguren fra Jellingstenen. Derfor har han klaget til justitsministeriet med den begrundelse, at han som ikke-kristen er tvunget til at bære rundt på et kristent symbol.

Lad så være, at hans eget efternavn i bøjet form betyder det, at han er så inderligt imod. Sagens essens er, at vi med Grundloven definerer os som et kristent land, der både som sådan og sådan i praksis understøtter den evangelisk-lutherske lære. Af samme grund er vores historie, selv den mest profane af den, nøje forbundet med kristendommen. Vil man som Karsten Riise Kristensen have Jesus ud af passet, vil man vel også have korset væk fra flaget, stjernen ned af juletræet og kirketårnene gravet ned i jorden. Det vil nok de færreste, når det kommer til stykket, og derfor kan Karsten Riise Kristensens klagesang da også mest ses som et rendyrket eksempel på vor tids løsen, der handler om at klage mest muligt over mindst muligt.

Vi danskere har efterhånden udviklet os til et forkælet folkefærd, hvor vi jamrer, hvis ikke alt går, præcis som vi selv vil have det. Følgelig bliver der ikke taget hensyn til fællesskabet og historien, for hvad betyder det alt sammen, når vi nu ved, at retten altid er på vores side?

Og når det er sådan, det er, er der ingen grund til at fortabe sig i bagateller som detaljen. Der er ingen grund til at forholde sig til en substans, der kan give mening og forklaring, når man til hver en tid kan pakke sine argumenter ind i et sølle påskud om religionsfrihed. Den realitet kan vi takke Muhammed-krisen for. Paradoksalt nok mente og mener modstanderne af Jyllands-Postens trykning af Kurt Westergaards tegning, at avisen gik for vidt, fordi den ikke respekterede andres tro. Men hvad med klagen over passet? Støder den ikke os kristne, fordi vi nok engang må stå for skud for at tro på Kristus? Det spørgsmål tør kun få stille, fordi de frygter at blive skudt de forkerte motiver i skoene, og dermed ender vi ud i en spag debat, hvor spøgelserne har frit spil og den egentlige religionsdebat svære kår.

Det er tid til at mane til besindighed og klappe den kristne hest. Ellers bliver slutningen, at vi kristne må udsende en undskyldning. Ikke til paskontoret eller til to, fire eller otte muslimske trossamfund, men til vores egen samvittighed, fordi vi er så hovmodige at fastholde, at Jesus er vejen, sandheden og livet – i bestemt form forstås.