Kan du ikke markedsføre dig på andre dyder, kan du altid gøre det ved at kritisere konkurrentens. Sådan må parolen lyde for Humanistisk Samfund, der under overskriften „Bryllup uden religion” forsøger at lokke danskerne væk fra kirkerummene, når de skal give hinanden deres ja. Dermed understreger humanisterne, at deres overordnede ærinde er en kontinuerlig kritik af religionen i almindelighed og folkekirken i særdeleshed.

Derfor lever folkene bag og i organisationen i den vildfarelse, at de godt 80 procent af befolkningen, der er medlem af folkekirken, ikke er det af egen fri vilje, men fordi noget eller nogle tvinger dem til at blive. Således hævdes det kækt på Humanistisk Samfunds hjemmeside, at  foreningen „arbejder for at mennesker frit skal kunne vælge et livssyn og et liv fri for religion og religiøs indblanding”.

Det er absurd læsning om et land, der har det mest liberale syn på religion i verden. Nok har vi en lov, der knytter folkekirken sammen med staten og omvendt, men det er ganske sekundært i forhold til grundlovens primære funktion i at give frihed til alles tanker, holdninger og religiøse overbevisninger.

Alene af den grund er det svært at se, at Humanistisk Samfund overhovedet har nogen anden berettigelse end at overbevise masserne i, at det reelle frie valg kun opstår, når man på den eller anden måde slutter op om netop deres sag.

Men hermed stopper selvmodsigelserne ikke. Humanistisk Samfund benægter, at religionen og de religiøse ceremonier har betydning for det folk, der antydningsvis er hjernevasket. Ikke desto mindre forsøger de gennem brochurer at markedsføre deres egne ceremonier til for eksempel bryllup og begravelse. Det giver ny næring til deres frelsthed og dobbeltmoral, da en ceremoni, selv den mest profane, ikke kan holdes og opfattes uden at gå hinsides den menneskelige forstand. Just det, de fleste kalder Gud.

Det vil humanisterne naturligvis ikke vide af, og derfor fortsætter de efter bedste dørsælgermetode med at vinde nye disciple. De opfordrer deres medlemmer til at dele begravelsesbrochurer ud i omgangskredsen og på arbejdspladsen, for i en indædt kamp om sjælene må ingen mulighed stå uprøvet hen. Fremgangsmåden kan vel bedst kaldes mission, og i denne informative påvirkning kan man med rette spørge, hvor meget Humanistisk Samfund i grunden respekterer det frie valg.