Så var det, at jeg kom til at tænke på vandet. Efter to lange arbejdsdage havde jeg bevilget mig selv siesta på langs af sofaen, og mens Deadlines nyhedsrulle gled over skærmen, fantaserede jeg over den kop kaffe, jeg snart ville lade ledsage en Jamaica-rom ned i mit trætte svælg.

Jeg tænkte på vandet, så sagde min hustru, at det var gået. Mindre end to timer senere havde vi via kejsersnittets imponerende teknik fået fordoblet børneflokken, og mens personalet gjorde de to piger parat til livet, tænkte jeg på vandet igen.
Det ramte sagte min kind, det smagte salt, og mens jeg fortsatte med at græde udvendig, stemte pigerne og min hustru i til en bævende kvartet, der gav ekko mellem operationsstuens hvide klinker.

Tårerne havde så mange årsager, men mest af alt var de bundet til miraklet i marts, fordi det egentlig først var tidsbestemt til den 6. april kl. 9.30.  Så præcis kan lægevidenskaben være, og så uforudsigelig udspiller virkeligheden sig. Den lader sig ikke diktere af kalendere, prognoser og almindelig snusfornuft. Gjorde den det, var det ikke længere en reel virkelighed, fordi virkeligheden netop kun kan være tilstede i kraft af dets uforudsigelighed.

Sådan er det også med påsken. Det var stik mod alle odds, at Jesus påskemorgen væltede stenen fra graven, og selvom kritikere i århundreder har forsøgt at slå det hen som nonsens ud fra devisen om, at livet aldrig kan overvinde døden, er det alligevel denne umulighed, der gør alt andet muligt. Det er værd at skære ud i grønt og gult påskepap i en evig nutid, hvor det moderne menneske vedholdende insisterer på, at kun det, der kan måles og vejes, tæller.

„Menneske, din egen magt, gør dig svimmel og forsagt”, genkalder man sig Lars Busk Sørensens salme, og med den er vi inde i den allerdybeste kristendom. Den hæver sig over den menneskelige forstand, for trods elektroniske dimsedutter, der kan næsten det hele, er selv den samlede videnskab langt fra at gennemskue, hvordan Gud har udtænkt den vide verden – præcis som almindelige dødelige som jeg ikke fatter, hvordan en lille sædcelle kan blive til to børn af kød og blod.

Påsken er det ubegribelige. Det skal vi huske på, når vi sidder og smasker lammet i os og lader den tyktflydende højtidsbryg køle halsen. Der er ikke andet for at give efter for det, der ikke kan forklares.

Lad bare vandet og logikken gå og nyd det, der kommer efter.