Næppe var den sidste hvede tygget af munden, før den årlige dans om bededag begyndte. Den radikale leder, Margrethe Vestager, benyttede således anledningen til at kræve dagen afskaffet med den begrundelse, at samfundet dermed kan spare omkring to milliarder kroner. I en tid, hvor små, mellemstore og gamle kræver mere statsfinansieret omsorg ligger hendes forslag da også lige til en vedtagelse i Folketinget. Tilmed mangler bededagen et bibelsk belæg, da den af samfundsmæssige og politiske grunde blev indført i 1686 som erstatning for en række mindre bededage.

 

Alligevel er der grund til at råbe vagt i både gevær og sund fornuft. Skal vi følge Vestagers logik, kan vi også bare afskaffe julen, holde ophørsudsalg på påsken og tvinge pinsen til at gå på efterløn. Dermed ender vi i økonomiens hellige navn i et samfund uden identitet, historisk forståelse og religiøs indlevelse. Det vil muligvis se så meget pænere ud på bundlinjen, at der vil blive råd til nogle flere pædagoger og hjemmehjælpere, men hvad hjælper det, hvis dagligdagen bliver blottet for enhver form for adspredelse.

 

Hvad enten vi vil det eller ej, er vi et kristent samfund, og hvis samfundet, altså staten repræsenteret ved Folketinget, har svært ved at forstå, hvad vi skal med bededag – bortset fra at gå i haven – må vi i kirken minde om det. Bededag er, hvad den giver sig ud for. Det er en dag, hvor bønnen er i fokus. Nok bliver der ikke denne fredag bedt mere bag ligusterhækkene, men dagens navn er med til at få snakken til at gå ved familiefrokosterne. Den er med til at få selv de mest uslebne til at overveje, hvad bønnen er for en størrelse, og uanset om vi folder hænderne hele tiden, af og til eller aldrig er refleksionen over bønnens potentielle kraft et scenarie, vi alle må forholde os til.

 

Det kan lyde gammeldags, og er det også. Jeg er ikke bange for at vedkende mig den konservative skole, der øverst på skemaet har den sammenhængsgivende dannelse. I den genre hører bønnen, for i bønnen kan vi både bede om noget og takke for noget andet. Det første beviser menneskets evidente underlegenhed til den Gud, der bedes til, og det sidste til, at det aldrig er utidigt at takke den, der gav.

 

Man kan ikke forvente, at Margrethe Vestager eller andre politikere tænker på den måde. Men vi kan forvente, at folkekirken gør det. Derfor er det ønskeligt med en større aggressivitet, hvor kirkens mænd og kvinder i lighed med Jan Lindhardts fænomenale kampagne for fisk i pinsen går forrest ved at fortælle, at bønnen er en væsentlig del af det kristne menneskeliv.

Derfor skal bededagen ikke afskaffes, den skal gribes så bogstaveligt, at vi får lyst til at bede og takke for just den og de tilhørende hveder. Amen.