Det skulle være så kernesundt at være religiøs. Det er i hvert fald konklusionen af en undersøgelse, som er lavet af den amerikanske professor i psykiatri, dr. Harold Koenig fra Duke University og Duke Medical School i USA. Ifølge Kristeligt Dagblad den 21. maj skulle han have fundet bevis for, at religiøse mennesker har en større følelse af velbehag og lykke, har et bedre immunforsvar, ryger mindre og har flere sociale forbindelser.

Halleluja og amen, fristes man til at sige, mens man ser, hvordan kors bliver formet af selleri og gulerødder. Frelstheden nærmest lyser ud af de, der er så heldige at være på den rigtige side af livet, mens vi andre, der både kan bede og bunde en øl, må se i vejviseren efter hjælpen fra oven.
Jeg har intet belæg for at betvivle Harold Koenigs resultater, men hvis man ser på den puritanske levevis, der er gældende i mange amerikanske kirkesamfund, er hans resultater hverken overraskende eller interessant.

Dog er jeg hykler nok til erkende, at den slags studier i menneskets gøren og laden og de deraf følgende konsekvenser kan bidrage til en halv times humørlæsning. Mere alvorligt bliver det, når man forsøger at uddrage, hvordan undersøgelsen nu vil blive brugt. For mig ser jeg, at kirkesamfund, vores egen folkekirke inklusive, nu vil drage rundt i sognene med de tolv sundhedsapostle forrest for at lokke nye disciple til. „Det tager kun fem minutter, men vi vil gerne, at du lever lidt længere”, vil sloganet sikkert lyde, mens masserne, der troede, at deres egen lille tro var god nok, intet fatter.

De vil i stedet slå bedrøvede blikke ned på deres topmaver, de lidt for runde balder og tænke både seneste sygdomsperioder og vennekartoteket grundigt igennem. Intet af det lever måske ikke op til det ideal, der nu bliver sat over det sande religiøse menneske, og dermed træder utilstrækkeligheden ind på scenen. Vi har at gøre med en ekstrem form for herlighedsteologi, hvor man alene bliver bedømt på sine handlinger, og hvor den naturlige synd er noget, der kun lusker rundt i naboens plagede sjæl.

Uvæsenet har angiveligt bidt sig fast. Flere og flere behandlingssteder i USA er begyndt at lave en direkte kobling mellem tro og helbredelse, og her gives hverken urter eller konventionel medicin, men bønner og meditation. Som cowboybukserne, burgeren og rygeforbuddet kommer fra USA, vil det være et spørgsmål om tid, før vi herhjemme vil opleve, hvordan én i hvid kittel forsøger at messe vores åreknuder væk. Tilbage vil der stå en stor gruppe af mennesker, på hvem kuren ikke virker. Hvor de før troede på Gud på deres egen måde, vil de nu stå uden noget som helst.

Hvis svaret er, at Gud kan helbrede dig, må spørgsmålet være, hvorfor han så ikke gjorde det? Det er kristendom vendt på hovedet, og det er slet ikke evangelisk at dele folk op i os og dem.