Man er, hvad man spiser, og hvordan bøfferne bliver formet, er man selv. I forlængelse af den remse bliver børnene som forældrene, for det er først og sidst det, der sker bag hjemmets fire vægge, der vil præge dem for stedse. Her i huset er vi folkekirkelige. Fruen er sognepræst, jeg en meget engageret lægmand.

Derfor tænder vi på de morgener, hvor kvartetten af egenavl ikke behøver komme så tidligt af sted, for morgenandagten på DR 2. De to store børn lytter godt med, og nærmest som Tarzan i en lian kræver de, at jeg løfter dem op i begge arme og lader deres kroppe følge kirkeklokkernes klang. Når morskaben har lagt sig kommer præludiet, og fortæller jeg dem, at det, der kommer ud af højttalerne, kommer fra „Gul Københavnerkirke”.

Indoktrinering af værste skuffe? Forhåbentligt, for hvis man ikke kan give sine børn det videre, man selv tror på, hører alting op. Det samme gør snart, læs efteråret 2011, morgenandagten. I fordummelsens hellige navn, hvor kun værdien af den laveste fællesnævner tæller, har DR besluttet at ofre P2 og dermed morgenandagten. DR skal afgive en kanal til et privat foretagende, og mens utallige interviews med Bjarne Riis og en ny omgang X Factor får lov at bestå, må det, livet reelt handle om lade livet. Nuvel, vil DR sige, morgenandagten fortsætter på det hemmelige DAB-univers, og indkøber man ikke sådan et apparat, kan man kun tænke sig til klokkeklang og orgelbrus fra Københavns Domkirke.

Dermed tager DR et nyt skridt hinsides sund fornuft og den public service, etaten påberåber sig at levere. Indbegrebet af public service er netop, at man tør lave udsendelser, der ikke har Kinamandens chance på de kommercielle kanaler. DR er vores alle sammens, og derfor kan vi med rette forvente, at vi så alle sammen får et eller andet. Små 4,5 millioner danskere er medlem af folkekirken, og selvom de ikke alle er lige flittige kirkegængere, er de dog medlemmer. Hvorfor må vi ikke få et dagligt indtag af åndeligt føde for de penge, vi er tvunget til at betale? Hvorfor skal vi sendes over i skammekrogen, fordi vi har mere fidus til Jesus end til en døgnflue i X Factor eller en sportsudsendelse? Hvorfor er der ikke plads til alle genrer, så vi på den måde kan få bekræftet, at det komplette menneskeliv ikke lader sig stille i én bestemt bås?

Med beslutningen om nedlæggelsen af morgenandagten og det øvrige P2 med klassisk musik sender DR landet ud på en dannelsesmæssig deroute. Ingen må længere have ambitioner med sjæl og krop, når det ikke kan puttes ind i en eller anden form for main-stream-maskine, der dikterer, at tidens løsen er det, seer- og lyttertallene angiver.

Der er grund til at stå fast på, at den klassiske dannelse, herunder kendskabet til kristendommen, er en afgørende forudsætning for, at vi kan bevare den danskhed og den kultur, vi i skåltaler siger, at vi holder så meget af.

Nok er nok, og når det er nok nok, må vi sige fra. Vi vil ikke have et middelmådigt land, der dårligt tør se sig selv og dets værdier i øjnene. Vi skal turde tænke højere, og når jeg i morgen svinger børnene i kirkeklokkebevægelserne, vil jeg mene, at et krav om at få morgenandagten tilbage er et både ydmygt og rimeligt krav.