Der er godt gang i den religiøse trædemølle for tiden. Balladen skyldes ikke så meget den søde dame, der hver uge går til sin søndagsgudstjeneste i landsbykirken, eller den velintegrerede muslim, der bruger sin fredag på en tur i den lokale moske. Nej, hurlumhejet skyldes redaktør  Zaman Kamil Suba og SFs socialordfører, Özlem Sara Cekic, der vil fejre afslutningen af muslimernes årlige fastemåned den 6. september i Snapstinget på Christiansborg. 

Jungletrommerne har allerede lydt, Folketingets formand Thor Pedersen har nægtet at gribe ind, og statsminister Lars Løkke Rasmussen har allerede sagt, at hans kalender er godt booket for den dag. Men det er godt det samme. Det korte af det lange er, at de to initiativtagere tager folkestyret og religionsfriheden som gidsler, fordi de med deres happening ønsker mere ramasjang end Ramadan. De ved, at emnet er ømtåleligt, og i stedet for at indbyde til en dialog maner de sig selv op i et hjørne, hvor kun envejkommunikationen er mulig.

Danmark er et kristent land, der giver alle andre ret til at tro på det, de vil. Det er nok så væsentligt at holde sig for både øje og øre, når beskyldningerne om et intolerant samfund raserer. Det er ikke intolerance at sige, at ramadanen intet har at gøre på Christiansborg. Det smukke slot står som et symbol for den sammenhæng, der er mellem folkestyret og folkekirken, fordi det nu engang er nedfældet i Grundloven, at den danske kirke er den evangelisk-lutherske. Det betyder, at folkestyret ikke skal lægge lokaler til andre religiøse markeringer, fordi den slags forplumrer det vigtige forhold mellem stat og folkekirke.

„Jamen, hvis de andre må, hvorfor må vi så ikke,” synes modargumentet at være. Svaret er ligeså logisk, al den stund, at vi fortsat definerer os som et kristent land. Og glem i den forbindelse al snak om racisme og stirren ned på andre. Her i landet har vi religionsfrihed, men ikke lighed. Det skal vi ikke skamme os over, for om det er vigtigt, at vi har modet til at fastholde troen på verdens bedste grundlov, der både sikrer vores unikke folkeordning og giver alle lov til at tro på alt fra Allah til Arla.