Jeg husker det så godt. De mange gilder i min mormor og morfars lavloftede stue, hvor diskussionen gik højt. Det var silden, snapsen og ordet på bordet, og selvom ingen gik ind i en debat for at omvende modparten, blev man ufortrødent ved.

Det var den socialdemokratiske tanke mod den konservative, det var de små detaljer kontra de store linjer, og det var diskussion om, hvordan Grundtvigs ord om det jævne, muntre og virksomme liv skulle udleves i praksis. Ingen bøjede sig, og når flasken var tom og argumenterne gentaget nok gange, gik man hver til sit.

Ingen dårlige stemninger duellanterne imellem, fordi alle og en respekterede hinandens forskelligheder. Debatformen var en del af 80ernes og 90ernes tidsånd, der indikerede, at enhver debat havde bedst af, at man udtrykte sine meninger råt for usødet. Ingen konsensus, for skal man have konsensus for dens egen skyld, forstummer enhver legitim debat.

I dag er der vendt op og ned på fænomenet. I dag er det blevet udbredt i bestemte kirkekredse, at man helst skal sige så lidt som muligt. Ingen må føle sig stødt på hverken manchetter eller trosforhold, og derfor har mange diskussioner det med at blive elimineret til ligegyldig snak. Der er intet på spil, og prøver man at satse lidt, træder den politiske korrekt frem med et argument om, at det først og sidst handler om at finde frem til fælles fodslag.

Men hvorfor egentlig det? Når nu to parter er så fundamentalt uenige, at enigheden er umulig, betyder det så, at de ikke må diskutere videre? I ytringsfrihedens hellige navn er svaret jo. Og svaret er jo, hvis spørgsmålet er, om det ikke er skadeligt også for den folkekirkelige debat, at konsensus for enhver pris skal søges.

At hævde det modsatte er skamfuldt, fordi det ikke vil respektere, at andre rent faktisk godt kan mene noget andet end én selv. Den direkte og konfrontatoriske debat tvinger én hele tiden at overveje, om man nu også mener det, man siger. Det gør konsensussnakken ikke. Den tager friheden fra os, vores ståsted og vores grundholdning.

Skal debatten i Danmark i almindelighed og i folkekirken i særdeleshed atter blive en kraft, der tør stille de rigtige og også ubehagelige spørgsmål, må vi opgive fedtspilleriet og krænge vores dybeste meninger ud.