Hvor vi dog fulgte godt med på det direkte link fra Chile. Aldrig havde verden kendt magen, da de 33 minearbejdere blev hejst op efter 69 dage i mørkets dyb og deres livs store fortvivlelse.

Naturligvis var medierne til stede, også de danske, og ikke et øje var tørt, da mareridtet fik den lykkelige afslutning, som end ikke den mest fantasifulde Hollywood-instruktør kunne have hittet på. Men hvor minearbejderne og de øvrige chilenere skyndte sig at give Gud alene æren for redningsaktionen, sendte medierne, især de danske, deres bønner til den menneskelige teknik. Den religiøse dimension blev i bedste fald bagataliseret som det rene galmandsværk i en grad, at man som selv troende kun kunne krybe sine tæer.

Selvom religionen er begyndt at fylde mere i det offentlige rum, synes medierne ikke at have fanget den dybere pointe i årsagen. For redaktører og journalister, der kun kan tænke frem til næste deadline for en breaking news, spiller religionens væsen ingen rolle. Lad gå, at de ikke forstår bevæggrundene, men ligesom de i hvert fald prøver at sætte sig ind i finanslove, rentemarginaler og kødskandaler, bør de med samme objektivitet gå til de troendes sfære. Det er ikke spørgsmål om, at de skal tro på det samme i en slags medkristen mikrofonholderi, men alene om at acceptere præmissen om, at Gud er allestedsnærværende for flere milliarder mennesker på kloden. 

I denne berøringsangst eller manglende vilje til at række ud over egen fatteevne opstår så de mest groteske situationer. Man fortsætter ufortrødent med at skrive negative historier om folkekirken og danskernes sølle opbakning til søndagens gudstjeneste og kalder det journalistik. Men når er nogle, der offentligt vedkender sig, at det, selv journalister synger om i julens salmer, ikke er et eventyr, men et livgivende vidnesbyrd, orker man ikke at tage det alvorligt.

Lad os få en presse med en seriøst religiøst vid og bid og fri os både fra det onde og de døve ører for det, der er reelt for mange: At Gud lever og gør en forskel.