Ateisterne bliver ved med at røre på sig. I en hidtil uset kampagne fortsætter de med at angribe andre menneske for at tro på det, de nu engang gør. Det store dyr i deres selvopfundne åbenbaring er kristendommen i almindelighed og folkekirken i særdeleshed, og mens de lader sig oplyse af halve vinde, argumenter taget ud af sammenhængen og en almen mangel på respekt for andre tanker end deres egne hævder de, at netop folkekirkekristendommen mest af alt udtrykker intolerance.

Den negligering er i bedste fald rendyrket sludder og vrøvl, for kristendommen har altid søgt oplysningens og uddannelsens vej gennem opbygning af klostre og universiteter, og med Martin Luther kom modet til at sige fra over for autoritære størrelser for i stedet at følge sin egen samvittighed alene.

De kendsgerninger glemmer ateisterne ganske bekvemt at omtale, ligesom de undlader at forholde sig til, at grundstammen i Vestens jura er De Ti Bud. Det hænger sammen med ateisternes hovedformål om at vil bekæmpe religionen for kampens egen skyld. I en demokratisk debat er naturligvis legitimt at argumentere for, at religionen skal ud af det offentlige rum, men når ateisterne også vil have den ud af folks private liv, er vi hinsides al sund fornuft. Selv den mindste mand med den mindste tro bliver latterliggjort, fordi han tror på noget, øjet eller øret ikke kan fatte, og dermed slår ateisterne sig selv til riddere af intolerancen.

At tro er netop en tros sag, og tror man ikke, skal fred nok hvile over land og by alligevel. Men det er og bliver op til den enkelte, og det er præcis kernen i den sunde evangelisk-lutherske lære, at ingen, hverken lærde præster eller mavesure ateister, skal bryde sig om at stille sig mellem den enkelte og Gud.

Grotesk bliver det, når ateisterne angriber kristendommen for at være en monoteistisk religion, hvor kun den sande Gud er den kristne. Ja, hvem skulle det ellers være? Min kristendom giver kun mening, hvis jeg tror, at det er min Gud, der findes og dermed gør en forskel. Jeg tror ikke på andre guder, men jeg tror på, at der er andre, der gør det, og som de så finder sande. Det er den afgørende forskel, og det er den forskel, som vi her i Vesten er blevet opdraget og dannet ind i. På grund af vores lange dannelsesrejse med kirken som anfører er vi blevet til et vakt og oplyst folk med højt til de religiøse lofter.

I den modsatte ende af skalaen står de dikatoriske muslimske stater, hvor ingen andre religioner er tilladte, og selv det at bære en bibel er strafbart. Hvis ateisternes konfirmandoprør skal have substans, kunne de passende prøve at fejre deres Blå Mandag i et af de lande. Men det tør de vel ikke, for så falder hele deres kamp mod den solide folkekirkekristendom til grunde. Så vil de sande, at der intet er at komme efter herhjemme, når det gælder kristendommens forhold til frihed, demokrati og tolerance.